Efter en måneds nedlukning: Nu er datoen på plads for genåbning af letbanen
Det er over en måned siden, at letbanen indstillede driften mellem Albani Torv og IKEA.
Årsagen var et løsrevet facadeanker på Nyborgvej natten mellem 10. og 11. juni, hvor man siden har igangsat omfattende undersøgelser, inden letbanen igen kan vende tilbage i fuld drift.
Nu er der nyt, og om få dage forventes letbanen igen at køre som normalt.
Det sker på fredag d. 14. juli.
Dagen forinden, torsdag den 13. juli, er letbanevognene tilbage på skinnerne – dog uden passagerer.
På grund af driftspausen den seneste måned er der behov for at teste og tjekke alle de tekniske systemer i fuld skala.
Det oplyser Letbanen i en pressemeddelelse.
Genåbning fredag d. 14. juli
“Det er en stor lettelse, at vi endelig er klar til at genoptage driften. De seneste uger har været de ubetinget sværeste i letbanens levetid. Nu har vi afsluttet arbejdet med facadeankre og skal gennem de sidste forberedelser frem mod passagerdrift fra fredag.
På alle måder ser vi frem til at komme tilbage på sporet,” siger Dan Ravn, der er administrerende direktør ved Odense Letbane.
Ny billetløsning møder passagerne
Når passagererne fra fredag igen kan stige på letbanen langs hele strækningen, vil de samtidig møde Odense Letbanes og FynBus’ nye billetløsning på samtlige letbanestationer.
I resten af 2023 er det muligt at stige på letbane og busser for blot 15 kroner, hvis du er 26 år eller mere – og for 10 kroner, hvis du er under 26 år.
Billetterne købes ved at scanne QR-koder på røde mærkater, der er synlige på samtlige letbanestationer (og busstoppesteder). Alternativt kan billetterne købes via letbanebillet.dk.
”Den nye billet gør det nemt og billigt for alle at benytte offentlig transport. Også selv om du ikke har et rejsekort. Når først løsningen bliver kendt rundt om i byen, forventer vi, at den for mange vil være en døråbner i brugen af kollektiv trafik,” siger Dan Ravn.