Næststørste nogensinde: Gigantisk gevinst på spil i Eurojackpot
Drømmer du om at blive millionær?
Så kan du blive det i aften. Endda mange-mange-MANGEmillionær.
Faktisk i en sådan grad, at du er mere end halvvejs mod at kunne erklære dig milliardær.
Der er nemlig et svimlende højt beløb på spil i aftenens Eurojackpot. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Suveræn andenplads
538.000.000… Fem-hundrede-og-otte-og-tredive millioner kroner.
Altså en halv milliard – OG så lige 38 millioner oven i.
Så meget er der på spil i Eurojackpots førstepræmiepulje i aften.
Hvis puljen går til en dansker, vil det være den næsthøjeste lotteri-gevinst i Danmark nogensinde – med afstand.
For lidt under et år siden vandt en dansker svimlende 750.000.000 kroner i Eurojackpot, som er den suverænt største gevinst, der nogensinde er vundet herhjemme.
Og hvis en dansker vinder førstepræmien i aftenens trækning i Eurojackpot, så bliver det en lige så suveræn andenplads på listen over de største gevinster, der nogensinde er vundet i Danmark.
Spil med indtil kl. 19.00
Uanset, hvordan man vender og drejer det, så er det et nærmest absurd stort beløb, der kan vindes af en umanerligt heldig vinder i aftenens trækning i Eurojackpot.
Det er så mange penge, at man selv hos Danske Spil, hvor man ellers er vant til at udbetale store præmier, lige må synke en ekstra gang op til aftenens trækning.
”Det er altid ekstra spændende, når vi nærmer os en af de helt store præmiepuljer.
Her hos Danske Spil kommer vi aldrig nogensinde til at glemme sommeren 2022, hvor vi fik lov at udbetale danmarkshistoriens største lotteri-gevinst på 750 millioner kroner til en heldig dansker,” siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark, og fortsætter:
“Og hver gang, førstepræmiepuljen i Eurojackpot igen bevæger sig op i de højeste luftlag, så drømmer vi om at få lov til at gøre det igen.”
Eurojackpot er et gigantisk lotteri, hvor spillere fra 18 forskellige lande kan spille med.
Siden starten i 2012 er det 10 gange sket, at førstepræmien er blevet vundet af en dansker, og det sker ganske ofte, at en af andenpræmierne lander inden for Danmarks grænser.
Der kan spilles med om rekordgevinsten indtil kl. 19.00 i aften.