Givskud guider: Få en fed start på Tinderbox

Stjerner er der nok af på årets Tinderbox.
Og selvfølgelig skal du se Red Hot Chili Peppers, Maroon 5, Armin Van Buuren, Tobias Rahim, George Ezra, Minds of 99 og alle de andre.
Det giver sig selv.
Men programmet er fyldt med en masse andre navne, der bestemt også er et kig og et lyt værd.
Og hvem er mere oplagt til at guide dig igennem programmet og komme med tips til alt det, du heller ikke må gå glip af end MigogOdenses anmelder Morten Givskud!
Hver dag under Tinderbox får du her på MigogOdense Morten Givskuds anbefalinger til en fed dag på Tinderbox.
Vi kalder det Givskud guider, og herunder giver han dig sine tips til torsdagens program.

God fornøjelse og have en fantastisk festival!
“Det sjove”
Comedyscenen klokken 16.00:
Her er der mulighed for at møde én af de absolut sjoveste duoer på den danske comedyscene.
Kasper Nielsen og Brian Lykke, der måske er bedre kendt som “Klavs Bundgaard” og “Allan Sindberg” i comedyprogrammet, “Undskyld vi roder” på R8dio.
Her følger vi radiodirektøren og hans programchefs arbejde med at opbygge radiostationen under samme navn.
Forvent en grundig massage af dine lattermuskler, og et show der trækker på flere elementer fra komikkens univers.
“Det spanske”
Magicbox klokken 19.00:
Har man ikke bestilt sommerferien til Sydeuropa, og længes man efter kilometervis af hvide sandstrande, så er Magicbox et besøg værd torsdag klokken 19.
Her får TooManyLeftHands besøg af det spanske brødrepar, Mambo Brothers, der er kendt fra dance-mekkaet Ibiza.
Brødrene er sønner af grundlæggeren af den ikoniske Café Mambo Ibiza.
Forvent en time med ren loungenydelse, der vækker den indre feel-good følelse.
Det nye
Teltscenen klokken 19.45:
Oplev et stjerneskud, inden det for alvor tager form.
Den engelske singer-songwriter Mimi Webb er måske ikke et navn alle kender lige nu. Men det kommer de måske til.
Mimi Webb kommer fra den sagnomspundne BRIT School, som blandt andet tæller Adele og Amy Winehouse blandt de tidligere studerende.
Med hits som Ghost of You, Good Without og Red Flag har hun rundet mere end 730 millioner globale streams, og hun er helt klart en anbefaling værd.
Forvent et grundigt spark i den musikalske r.. af en sanger, der har en meget høj vokalstandard.