God weekend for heldig fynbo: Vandt 15 mio. i Lotto
Weekenden blev lige en tand bedre for en heldig Lottospiller fra Assens, da han snuppede førstepræmiepuljen som den eneste og vandt hele 15 millioner kroner.
Ifølge Danske Spil havde den heldige fynbo spillet på nettet, og han vil blive tilbudt millionærrådgivning. Det er et fast tilbud, som Danske Spil tilbyder alle spillere, der vinder over 1,5 millioner kroner.
I alt tre Lottomillionærer
Udover vinderen af førstepræmiepuljen kan to andre danskere kalde sig millionærer efter weekenden.
Hver uge finder Lotto nemlig mindst to millionærer via Millionærgarantien, hvor to heldige spillere bliver udtrukket på deres købte kupon. Denne weekend blev Millionærgarantien vundet i Bilka i Esbjerg og 7-eleven i København.
Ifølge Danske Spil er der dog endnu ingen af vinderne af Millionærgarantien, der har meldt sig. Så hvis du, eller en du kender, har købt en Lottokupon i Bilka Esbjerg eller 7-eleven på Østerbro, så er det bare med at få tjekket din kupon hos en forhandler eller scanne kuponen med Lotto-appen, så du kan se, om den gemmer på en ekstra gevinst.