Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gode nyheder fra Odense Letbane: Central vej åbnes op igen i begge retninger

Af Redaktionen
PR-foto: Odense Letbane
PR-foto: Odense Letbane

Fra på søndag d. 15. december kan bilister igen køre i begge retninger på Nyborgvej.

Letbaneskinnerne og kantstenen imellem letbanen og vejbanen nu er anlagt, så der er plads til en vejbane både ind og ud af byen.

Arbejdet med at anlægge letbanen og dens tre stationer på Nyborgvej startede i foråret 2019, og er planlagt til at være afsluttet efter sommerferien 2020.

Skal plantes træer

Når letbanens installationer er på plads, bliver signaler, kørestrøm, elektroniske informationstavler og en lang række øvrige tekniske installationer testet.

Til sidst bliver den sidste finish lavet, hvor entreprenøren sår græs imellem skinnerne, planter træer på stationerne og lægger de sidste fliser på perronerne, inden letbanetogene bliver prøvekørt og letbanen åbner i efteråret 2021.

Andre gode nyheder startede allerede i går torsdag d. 12. december.

Her åbnede alle baner i krydset, hvor Niels Bohrs Alle og Campusvej møder hinanden, da arbejdet med at lægge skinner i den første halvdel af krydset nu er afsluttet.

Skinnearbejdet er gået hurtigere end planlagt, derfor vil der frem til 6. januar være pause i arbejdet, inden der graves ud til skinner i anden halvdel af krydset.

Til april 2020 skal letbanen efter planen være færdigbygget på Campusvej og Niels Bohrs Alle.

Derefter laves den sidste finish, hvor der blandt andet sås græs imellem skinnerne og plantes træer på stationerne, inden letbanetogene prøvekøres og letbanen åbner i efteråret 2021.

Aften- og natarbejde varsles

I uge 51 varsles der dog aften- og natarbejde på Nyborgvej.

Natten til tirsdag, onsdag og torsdag i uge 51 bliver der fjernet afspærring og asfalt langs kantstenen på Nyborgvej.

Arbejdet bliver udført på strækningen fra Palnatokesvej til Ejbygade. Samtidig bliver der støbt beton omkring skinnerne på strækningen mellem Ejbygade og Ejby Møllevej.

Entreprenørerne arbejder i tidsrummet mellem klokken 20.00 og 05.00 alle tre nætter.

Arbejdet bliver udført om aftenen og natten for at genere trafikken mindst muligt. Men der kan opstå kø, når gravemaskiner og lastbiler flytter asfalt og afspærringer.

Derfor anbefales det, at bilister finder alternative ruter eller helt prøver at undgå at køre på strækningen de tre nætter.

Da arbejdet bliver udført fra vejbanerne, kan beboere opleve roterende blink og støj fra maskinerne.

Del artikel

Andre læser også