Godt nyt fra letbanen: Melder ud om rekordmåned
2022 sluttede godt for Odense Letbane.
I december havde den sit hidtil højeste, månedlige passagertal – med 544.000 påstigere.
Det er godt 20.000 flere end i november og samtidig fjerde måned i træk med over en halv million rejsende i letbanen.
”December er en lidt atypisk måned, fordi mange pendlere er hjemme på juleferie.
Til gengæld kan vi se, at andre aktiviteter som julegavehandel og julefrokoster har betydet ekstra mange passagerer om aftenen og i weekender, hvor der ellers normalt er bedre plads i letbanevognene,” forklarer Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.
Siden driftsstarten den 28. maj 2022 har cirka 3.585.000 passagerer kørt med Odense Letbane.
Tallet inkluderer godt 300.000 passagerer i de første ni dage, hvor det var gratis at køre med.
”Vi kan alt i alt være tilfredse med de passagertal, vi har set i de første syv måneder.
Letbanen ændrer mange menneskers trafikvaner og tilfører nye passagerer i den kollektive trafik.
Forventer flere passagerer
Efterhånden ser vi et ret stabilt passagerniveau, som vi kan arbejde videre ud fra,” siger Dan Ravn, der forventer, at januar vil vise et lidt lavere passagertal, inden kurven igen vender nu fra februar, hvor SDU-pendlerne er tilbage.
”Selv om der generelt er udfordringer i den kollektive trafik, så er det et klart mål for Odense Letbane at hæve passagertallene yderligere hen over 2023.
Forhåbentlig kan vi i løbet af foråret søsætte tiltag, der giver udviklingen et ekstra skub, så endnu flere begynder at se letbanen som en nem og effektiv måde at komme rundt i Odense på,” siger Dan Ravn.
Odense Letbane vil i 2023 publicere månedlige passagertal.