Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt på Tinderbox: Gourmet-restaurant rykker ind i Tusindsårsskoven

Af Simone Vestergaard
Foto: Sofie Frank
Foto: Sofie Frank

Vi er vant til, at Tinderbox leverer lækkert og bredt på madfronten.

Men det er alligevel et særsyn, at en af landets bedste restauranter rykker deres set-up ud på festivalpladsen.

I år bliver det nemlig den odenseanske toprestaurant The Balcony, som skal kræse om gæsterne i VIP-området, som i øvrigt får en kraftig opgradering.

The Balcony har siden åbningen i 2016 taget både odenseanerne og anmelderne med storm. Trods sin unge alder har restauranten allerede vundet to internationale toppriser ved ’World Luxury Restaurant Awards’og White Guide kalder The Balcony for byens bedste restaurant.

Nu er restauranten klar til at flytte ud i Tusindårsskoven, når Tinderbox løber af stablen d. 27.-29. juni.

“Allerede da vi åbnede restauranten satte vi os som mål, at vi skulle være med på Tinderbox. Vi vil gerne støtte alt, hvad der har med Odense at gøre, og Tinderbox er uden sidestykke den fedeste begivenhed.

Derfor er det fantastisk, at vi får lov til at være med i år, og så endda på den helt store scene madmæssigt”, fortæller køkkenchef Peter Steen Hansen.

Balcony helt nede på jorden

Hans partner, køkkenchef Anders Jensen, uddyber;

“Konceptet og går i al sin enkelhed ud på at servere gourmetmad af høj klasse, mens man samtidig sørger for, at gæsterne får rigeligt at spise. På Tinderbox møder man Balcony helt nede på jorden. Det er mad alle forstår og i den samme høje kvalitet som altid, dog med et mere simpelt menukort”.

Menuen består blandt andet af en hovedret bestående af kød eller fisk, samt en stor og en lille menu. Den lille menu består af fem tapas og den store menu af fem tapas og en hovedret. Alt er næsten 100% økologisk.

Kraftig opgradering af VIP-området

I januar kom odenseanske Eva Pasgaard ombord på holdet ved Down the Drain Group som Sales and Partner Manager. Eva skal være med til at styrke den lokale forankring af Tinderbox og styrke båndene til erhvervslivet.

“Jeg ønsker, at endnu flere erhvervsflok skal bruge festivalen til at snakke forretninger. Vi har derfor givet VIP-området en seriøs opgradering, og The Balcony passer perfekt ind i denne satsning.

Tinderbox har de optimale betingelser for at danne rammerne for netværk. Her kan man hygge sig, møde nye forretningsforbindelser og snakke forretninger til langt ud på natten, mens musikken spiller”, fortæller Eva Pasgaard.

I år kommer VIP billetterne ikke til salg på nettet. De skal købes direkte igennem Tinderbox.

“VIP området bliver noget helt særligt i år, og vi ønsker en større dialog med virksomhederne, om de mange muligheder der er, så de får den helt rette oplevelse og en skræddersyet løsning.

Derfor kommer billetterne ikke til salg på nettet. Vi vil gerne have dialogen i stedet for at sælge billetterne online”, fortæller Eva Pasgaard.

Foto: Jonatan Nothlev

Kan købe egen skybox

Med VIP-armbånd får man adgang til en skøn oase med siddepladser, barer og et lækkert menukort hos The Balcony.

Der vil være et ekstraordinært program til at sætte stemningen i løbet af dagen og en unik mulighed for at besøge øverste etage på restauranten, hvor man finder en stor og meget rummelig terrasse med storslået udsigt over festivalpladsen og de to store scener.

VIP-området får flere barer med udvalg, der ikke findes på pladsen, og som noget nyt i år kan virksomheder blandt andet købe deres egen Skybox.

VIP-området er eftertragtet, og det samme er Balconys indbydende køkken, så det er en rigtig god idé at reservere bord allerede nu, hvis man kommer med et selskab på 10 eller flere gæster.

Yderligere info omkring VIP-billeter kan fås her.

Del artikel

Andre læser også