Gourmetbutik åbner tirsdag i Odense: Så lækkert er udvalget
Skiltene har hængt i vinduerne i ugevis, og for nylig kunne vi her på MigogOdense løfte lidt af sløret for, hvad det er for en butik, der er på vej i kælderen på Overgade 25.
Nu har vi så fået lov til at kigge indenfor, selv om der stadig er byggerod og travlhed forud for åbningen. Nedenfor kan du se en del af de varer, det bliver muligt at købe hos La Petite.
Masser af vejledning at hente
Flere af de mange delikatesser på billederne har La Petite eneforhandling på, mens andre varer – ud over hos La Petite – blandt andet er at finde i det berømte luksusstormagasin Harrod’s i London.
Har man hang til eksklusive madvarer, er der derfor rigeligt med grunde til at slå vejen forbi og se på udvalget, der spænder lige fra gourmetchokolade over diverse olier til vin, champagne og vodka i verdensklasse.
Tina Veggerby-Overgaard åbner La Petite med sin mand Dean, og de ser begge frem til at få spændingen udløst.
“Vi er rigtig spændte! Jeg er stolt af alle vores produkter – det er gode varer, vi har fået hjem. Jeg glæder mig til at vise og fortælle om de forskellige produkter.”
Og der vil være masser af hjælp og inspiration at hente hos de to indehavere:
“Vi er restaurationsfolk alle sammen, så vi er jo ikke professionelle inden for alle produkter, men vi har erfaring med mange af dem, som vi så kan vejlede ud fra,” fortæller Tina Veggerby-Overgaard.
Få pladser til spisning
Selvom varerne hovedsageligt er til at tage med hjem og bruge i madlavningen, får man også mulighed for at smage dem i La Petites spiseafdeling.
Her bliver der plads til tyve gæster, og det anbefales, at man reserverer bord i forvejen. Kun ét bord holdes frit som ”walk-in bord”.
La Petite åbner på tirsdag klokken 10.30 i Overgade 25.