Fed familieevent: Gratis adgang for alle under 14 til næste hjemmekamp

Gratis adgang for børn under 14 år og gratis popcorn til de første 100, er bare nogle af de ting, man søndag den 3. november kan få fornøjelsen af i Spar Nord Arena.
Hundene fra Odense Bulldogs tager imod piraterne fra Aalborg Pirates, i en kamp hvor de helt unge tilskuere kvit og frit, kan opleve stemningen og suset ved en ishockeykamp i den bedste danske række.
Begge hold befinder sig i den gode ende af tabellen, så det er et sandt topopgør, man gratis kan få fornøjelsen af.
Dørene åbner allerede klokken 13.00, og her har man muligheden for at møde blandt andet maskotten Scotty, hoppe på hoppeborg, samt vinde fede præmier i en tegnekonkurrence.
Man kan også prøve sine hockeykræfter af på en driblebane eller med skud på mål.
Efter kampen er oplevelserne ikke forbi, for her har man muligheden for at møde nogle af spillerne fra Odense Bulldogs og sikre sig en autograf fra en af de fynske helte.
Du kan allerede nu købe din billet til hele eventet lige her.