Gratis tandpleje giver problemer: Region Syddanmark blandt de hårdest ramte

Indførelsen af gratis tandpleje til de 18-21-årige og manglen på tandlæger giver mange steder længere ventelister, viser ny undersøgelse. Kommunerne kan ikke følge med, og det kan i værste fald gå ud over tandsundheden, advarer overtandlæger.
Det skriver Tandlægeforeningen i en pressemeddelse via Ritzau.
Da den gratis tandpleje blev udvidet til også at omfatte unge mellem 18 og 21 år, var ambitionen at forhindre, at de unge faldt fra, når de selv skulle begynde at betale for tandlægebesøg.
Men selvom ordningen nu er ved at være fuldt implementeret tre år efter sin indførelse, viser nye tal, at kommunerne – blandt andet i Region Syddanmark – kæmper med at følge med.
En ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen, baseret på svar fra knap halvdelen af landets overtandlæger, peger på store udfordringer. Over 300.000 ekstra unge er blevet inkluderet i den kommunale tandpleje, men hverken økonomi eller personale rækker til opgaven.
Alarmerende meldinger fra kommunale tandklinikker
Hele 72 % af overtandlægerne mener, at de økonomiske midler, der blev afsat ved ordningens indførelse, er utilstrækkelige.
I praksis betyder det længere ventetid for både nye og eksisterende patienter: To ud af tre melder om stigende ventelister, og næsten halvdelen tvivler på, at alle børn og unge på venteliste vil nå at blive behandlet inden udgangen af 2025.
Stine Mørcholdt, overtandlæge i Aarhus og formand for de offentligt ansatte tandlæger i Tandlægeforeningen, har ikke været i tvivl om, at ordningen fra start var underfinansieret:
“De 18-21-årige har et langt større behandlingsbehov end de yngre børn og unge – mange af dem skal for eksempel have fjernet visdomstænder, og det har kommunerne ikke været gearet til fra starten”, siger hun.
Region Syddanmark er blandt de hårdest ramte
Mangel på personale forværrer situationen yderligere. På landsplan mangler omkring hver anden kommune en tandlæge – og manglen er mest markant i Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Nordjylland.
Det betyder, at selv med midler til rådighed er det svært at finde hænder nok til at udføre arbejdet.
I en af kommunerne har de allerede været nødt til at udskyde det første tandlægebesøg fra halvandet år til treårsalderen. 25% har hævet intervallerne mellem indkaldelser.
Tandlægeforeningen: Der skal handles nu
Ifølge Susanne Egtoft, næstformand i Tandlægeforeningen og tandlæge i Aalborg Kommune, er det afgørende, at der både tilføres flere midler og uddannes flere tandlæger:
“Hvis kommunerne fortsat skal løfte opgaven, er vi nødt til at afsætte flere penge til de 18-21-årige, så det ikke går ud over de øvrige børn og unges tandsundhed.
Og så bør politikerne øge optaget på de to eksisterende tandlægeuddannelser i København og Aarhus. Det løser ikke behovet nu og her, men det kan bidrage på sigt”, siger hun.
Et politisk flertal har for nylig besluttet at oprette en ny tandlægeuddannelse i Odense fra 2027, men det fører ikke til flere tandlæger, da man samtidig har besluttet at skrue tilsvarende ned for optaget i København og Aarhus.
Hovedpointer fra undersøgelsen:
- 65 % af overtandlægerne melder om længere ventelister.
- 48 % forventer ikke at få alle unge på venteliste behandlet inden 2025.
- 72 % vurderer, at de økonomiske midler ikke er tilstrækkelige.
- 53 % mener, at der ikke er personale nok til opgaven.
- 50 % mener, der mangler kapacitet.
- 43 kommunale tandlægestillinger er ubesatte – især i Region Syddanmark, Sjælland og Nordjylland.
- 31 % mener, at personalemanglen går ud over den faglige kvalitet.
Undersøgelsen blev gennemført i maj 2025 med svar fra 34 overtandlæger på landsplan.