Fed fest i vente: Grøn offentliggør endnu et stort dansk navn

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Vi kan ikke være de eneste, der glæder os til sommer, kolde fadøl, hyggeligt samvær og ikke mindst lækker musik på årets Grøn.

I 2019 besøger Grøn for 36. år i træk otte danske byer, og Odense er selvfølgelig igen at finde på tourplanen.

Det bliver fredag d. 26. juli, at Dyrskuepladsen igen bliver omdannet til en festplads uden lige.

Nu har endnu et stort dansk navn meldt sin ankomst.

Eneste live-koncerter i 2019

Carpark North fejrer i år deres 20-års jubilæum, og det bliver i selskab med Grøn.

De spiller nemlig en række helt særlige shows på årets grønne koncerter, som er det eneste sted man kan opleve Carpark North live i 2019.

Med Carpark North på plakaten er den danske sommer sikret lige dele kant, nerve og sammenhold.

Den rå energi, der fik bandet ud til resten af landet, er nemlig ikke svundet, siden gruppen i slut 90’erne overrumplede både publikum og anmeldere.

“At spille på Grøn er en følelse af at starte et lille “riot”.

En protest mod sofahængeri og ensomhed. Mod hængefjæs og regnvejr. Og et oprør for “høren-til”, kuldegysninger, vægtløshed og fadøl. På Grøn er vi alle en del af oprøret.

Og vi mærker det ligeså meget på scenen, som publikum mærker det på græsset,” fortæller Carpark North i en pressemeddelelse.

I radioen har gruppen været særdeles populære blandt andet med numre som “Transparent and Glasslike”, “Human” og sidste års rockhit “Raise Your Head”. Samlet er det blevet til hele fem gange som P3´s ”Ugens uundgåelige”.

“I år er femte år vi spiller Grøn, og det bliver bare bedre og bedre!

Vi glæder os helt vildt til at fyre den af på Grøn i år. Både til at spille rockmusik, slikke solskin, drikke fadøl og til at hænge ud med publikum og vores mega dejlige kolleger backstage.

Folk kan forvente et eksplosivt show og et ekstremt tændt band. Grøn er nemlig det eneste vi spiller i hele 2019.”

Tre store navne offentliggjort

Carpark North er det tredje danske navn, som skal sikre en kæmpe fest til sommer.

Det fulde program er endnu ikke offentliggjort, men Grøn har indtil videre offentliggjort to andre store danske navne.

Carpark North får nemlig selskab af rap-fænomenet Kesi og Scarlet Pleasure, som er et af de hotteste bands i Danmark lige nu.

“Vi glæder os helt vildt at spille på Grøn i 2019. Vi har meget stærke minder om vores debut på Grøn i 2017, og det bliver helt specielt at vende tilbage.

Det er en intens følelse af symbiose at rejse landet rundt i en karavane med andre bands og alle de frivillige – og så glæder vi os til at spille nye sange for publikum,” siger Scarlet Pleasure til grøn.dk

Hvad: Grøn
Hvor: Dyrskuepladsen, Odense
Hvornår: Fredag d. 26. juli fra klokken fra kl. 13.

Du finder info om billetkøb her.

Kan ikke “reddes”: Rema 1000 lukker butik i Odense

Skrevet af: Redaktionen
PR-foto
PR-foto

I år 2018 var danskerne ikke i tvivl.

Rema 1000 er vores foretrukne supermarked. Her scorede den norske kæde højeste karakterer i en brancheindex analyse.

I løbet af 2019 har den populære kæde også kun øget ekspansionen i landet.

Nu har man dog truffet en beslutning om at lukke en af deres dagligvarebutikker i Odense. Der er tale om Rema 1000 på Middelfartvej 123 i Bolbro.

Renovering giver ikke mening

Efter 22 år i drift har Rema 1000 vurderet, at den ikke kan reddes og gøre mere moderne i forhold til deres fremtidige krav til kædens butikker.

Det oplyser Rema 1000 i en pressemeddelelse.

“Vi har vurderet at en investering i en gennemgribende renovering ikke giver mening, butiksanlæggets alder taget i betragtning. Derfor er vi endt med tage beslutningen om, at butikken skal lukke,” forklarer regionschef hos Rema 1000, Lars Dybdal.

Rema 1000 meddeler samtidig, at de åbner deres næste butik i Odense i april.

Den kommer til at ligge på Rugårdsvej, og personalet i Bolbro-butikken vil blive tilbudt at søge job i den nye butik.

Odense vil efter lukningen af Bolbro-butikken have 11 supermarkeder i Odense-området.

Charmetrold har indtaget Odense: Ny hansøløve skal på vigtig mission

Skrevet af: Redaktionen
Foto: Odense Zoo
Foto: Odense Zoo

I dag kunne gæsterne i Odense Zoo hilse på et helt nyt bekendtskab.

En hansøløve er flyttet fra Tyskland, nærmere betegnet Stuttgart, til Odense. Planen var, at han lige skulle bruge nogle dage i buret for sig selv for at vænne sig til nye omgivelser.

Men allerede i løbet af fredagen var han i fuldt firspring. Han kommer sandsynligvis til at hedde Pedro, oplyser Odense Zoo til MigogOdense.

Skal hjælpe med unger til Zoo

Det er faktisk ni år siden, at Odense Zoo sidst havde en hansøløve i anlægget, og nu er planen, at når charmetrolden om et par år er kønsmoden, så skal han på en vigtig mission.

Opgaven lyder nok ikke så slem. For han skal være behjælpelig med at skaffe søløveunger til Odense Zoo, og der er to hunsøløver at gå i “krig” med.

Odense Zoo lover desuden, at der snart kommer videoer med den nye unge hansøløve, og ellers er man velkommen til at kigge forbi i weekenden og “møde” Pedro.

Brun sovs i lange baner: Burger Anarchy fejrer fødselsdag med særlig burger

Skrevet af: Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Storms Pakhus/Jannik Meyer
Foto: Storms Pakhus/Jannik Meyer

Et af Odenses bedste burgersteder fylder år, og det skal selvfølgelig fejres.

Burger Anarchy åbnede en afdeling i Storms Pakhus for to år siden, og det fejrer de hele dagen i morgen.

For lørdag den 18. januar inviterer de til fødselsdagfest fra kl. 11.00 til 22.00 med gratis brunsviger og gode tilbud på deres Birthday Special burger.

Burgeren er ekstra saftig og indeholder to bøffer, to slags ost og BA’s hjemmelavede brune sovs – alt dette til en pris på 120 kr i dagens anledning.

Vil du også sikre dig et stykke brunsviger, er det en god idé at tage ned til streetfood-boden på Storms Pakhus allerede ved 11-tiden, før alt bliver spist.

En af Odenses bedste

Sidste år blev Anarchy’s burgere kåret blandt Odenses bedste, da den store internationale rejseportal Big 7 Travel rejste rundt for at finde landets bedste burgere.

De skrev bl.a., at de usædvanlige ingredienser – der inkluderer vildesvinekød og Applewood cheddarost – vil “blow your mind”.

Læs mere om fødselsdagsfejringen her.

Hvad: 2-års fødselsdagfest på Burger Anarchy Streetfood med brunsviger og Birthday Special burger

Hvor: Storms Pakhus, 5000 Odense

Hvornår: 18. januar, kl. 11.00-22.00