Stor guide: Her får du nogle af byens bedste jordbærkager

Sommeren er over os.
Og der er simpelthen ikke en kage, der rimer så meget på sommer som jordbærtærte.
En jordbærtærte er dog ikke bare en jordbærtærte, og hvert bageri har sin egen måde at lave den lækre spise på.
Nogle bagere bruger for eksempel mørdej, mens andre foretrækker en bund, der minder mere om kransekage.
Hos MigogOdense har vi gjort det hårde arbejde for jer og sammen med vores tidligere kontorfællesskab, har vi spist os igennem seks af byens gode jordbærkager.

Stjernebageriet (Rødegårdsvej 45)
En jordbærkage uden så mange dikkedarer.
Denne udgave af sommerspisen fornærmer bestemt ikke nogen. Den kan bedst beskrives som helt almindelig, og det er på ingen måder ment som en kritik.
Om jordbærrene er danske, er vi ikke helt sikre på. De smager ikke af så meget, men giver alligevel den friskhed, som man gerne vil have i en jordbærkage. Vaniljecremen smager heller ikke af så meget – til gengæld er konsistensen god.
Bunden på denne kage er af mørdejstypen, dog lidt hård i det. Det gør, at kagen giver lidt modstand og noget at tygge på. Dejlig mørk chokolade.
En kage til dem, der foretrækker en lige-ud-ad-landevejen-jordbærkage.
Pris: 75 kroner

Folkebo’s Bageri (Hjallesevej 209)
Ligesom kagen fra Stjernebageriet er det her en jordbærkage, som man forventer den.
Lavet efter samme principper – jordbær, creme, mørdej.
Her er der dog noget mere gelé-overtræk.
Og det kunne vi godt lide. Cremen smager godt af vanilje og har en god konsistens.
Bunden er også et hit blandt MigogOdenses smagere. Vi kan godt lide, at den er forholdsvis blød, hvilket betyder, at man med let hånd kan køre gaflen lige igennem alle lag uden at møde modstand.
Hvor kagen fra Stjernebageriet gav mere at tygge på, er den her mere mør.
Pris: 90 kroner

Wendorff (Asylgade 16 og Hjallesevej 130)
Da vi når til kagen fra Wendorff, lyder der små jubeludbrud fra det syv mand store panel. Især blandt dem, der elsker marcipan, er denne et hit.
For det er især denne kages bund, der skiller sig ud fra de andre.
Den er nemlig firkantet og lavet af kransekagedej, og der er flere ønsker om at få et hjørnestykke, så man får så meget bund med som muligt.
Udseendemæssigt må man også sige, at den skiller sig positivt ud. Det er virkelig en flot og indbydende kage, og da man jo også spiser med øjnene, er denne som udgangspunkt foran på point.
Jordbærrene ligger på kagen i et mindre bjerg dækket af et fint lag gelé. Og neden under er et godt lag vaniljecreme med lækker konsistens og masser af vaniljesmag.
Kransekagebunden forudsætter helt klart, at man er vild med marcipansmagen, og det er der altså flere i panelet, der er!
Pris: 135 kroner

Rise’s Brød (Hunderupvej 24, Hjallesevej 52, Odensevej 18A og Kochsgade 178)
En kage, der må siges at være en ordentlig mundfuld. Både hvad angår pris og udseende.
Flot er den helt bestemt med den dekorative chokolade på toppen.
Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det er en lækker kage.
Gode, friske og velsmagende jordbær med et tyndt lag gelé og en traditionel bund.
Cremen smager godt men er dog meget tyk. Om man er til den konsistens, er selvfølgelig en smagssag.
I panelet er der enighed om, at man foretrækker en tyndere creme.
Kagen er også klart guidens dyreste med sine 155 kroner.
Det vil sige mere end dobbelt så dyr som guidens billigste fra Stjernebageriet.
Kan man så sige, at den er dobbelt så god?
Det synes vi ikke, men det kommer selvfølgelig helt an på, hvilken oplevelse man gerne vil have, når man sætter tænderne i en jordbærkage.
For kagen fra Rise’s Brød er flot og med lækre jordbær – og det tæller jo alligevel også en del, når man spiser jordbærkage!
Pris: 155 kroner

Fru Lund (Havnegade 2A, Dalumvej 88, Brogårdsvej 27, Svendsagervej 2, Åbakkevej 69)
Kagen fra Fru Lund er lavet efter helt traditionelle principper – gelé over jordbær oven på vaniljecreme oven på mørdejsbund betrukket med chokolade.
Men man skal ikke lade sig narre af den simple kage, for man kan virkelig smage, at der er kræset for detaljen. Man har helt klart valgt at lave en “almindelig” jordbærkage men med kvalitets-råvarer.
Jordbærrene er friske og søde, cremen med perfekt konsistens og en god smag af vanilje. Chokoladen på mørdejsbunden smager kraftigt men uden at være dominerende, og bunden af mørdej har masser af bid i krummen.
De små chokoladeskilte med “Fru Lund” skrevet i guld tilføjer bare til oplevelsen af, at her står vi med en kvalitetskage.
Pris: 130 kroner

Lagkagehuset (Vestergade 1, Vestre Stationsvej 3B, Dalumvej 5)
Lagkagehusets jordbærkage er åbenbart meget populær.
Den var i hvert fald udsolgt på to forskellige dage i to forskellige filialer, da vi kiggede forbi. Derfor købte vi i stedet Lagkagehusets små jordbærkager.
Hvis den store udgave smager ligeså godt som de små, så forstår vi godt, hvorfor den var udsolgt.
For det er virkelig en himmerigsmundfuld, der venter den kageglade gane her.
Især er vi begejstrede for bunden.
Jordbær, gelé, creme og chokolade er præcis, som man kan forvente det på en kage fra så velrenommeret et sted som Lagkagehuset.
Men bunden synes vi virkelig udmærker sig.
Konsistensen er sprød, smuldrende og porøs.
Den rammer en perfekt balance mellem det hårde og det bløde. Der er noget at tygge på, og som knaser godt mellem tænderne samtidig med at den er mild og nærmest smelter i munden. Virkelig lækker.
Pris: 29,95 kroner (for en lille jordbærkage)