Stor guide: Her får du gode jordbærkager i Odense

Sommeren er på vej.
Og der er simpelthen ikke en kage, der rimer så meget på sommer som jordbærkage.
En jordbærkage er dog ikke bare en jordbærkage, og hvert bageri har sin egen måde at lave den lækre spise på.
Nogle bagere bruger for eksempel mørdej, mens andre foretrækker en bund, der minder mere om kransekage.
Hos MigogOdense giver vi jer her seks bud på byens gode jordbærkager.

Fru Lund (Havnegade 2A, Brogårdsvej 27, Svendsagervej 2)
Kagen fra Fru Lund er lavet efter helt traditionelle principper – gelé over jordbær oven på vaniljecreme oven på mørdejsbund betrukket med chokolade.
Men man skal ikke lade sig narre af den simple kage. Her har man valgt at lave en “almindelig” jordbærkage men med kvalitets-råvarer.
Med søde og friske jordbær på toppen og lækker flødecreme med smag af vanilje. Der er chokolade på mørdejsbunden.
De små hvide chokoladestykker på toppen tilføjer bare til oplevelsen af, at her står vi med en kvalitetskage.
Pris: 135 kroner

Stjernebageriet (Rødegårdsvej 45)
En jordbærkage uden så mange dikkedarer.
Denne udgave af sommerspisen er klassisk og baseret på en traditionel jordbærkage.
Her er der igen friske jordbær på toppen af et lækkert lag vaniljesmagende flødecreme.
Bunden på denne kage er af mørdejstypen med dejlig mørk chokolade.
En kage til dem, der foretrækker en lige-ud-ad-landevejen-jordbærkage.
Pris: 85 kroner

Wendorff (Asylgade 16 og Hjallesevej 130)
Blandt dem der elsker marcipan, er jordbærkagen fra Wendorff et hit.
For det er især denne kages bund, der skiller sig ud fra de andre.
Den er nemlig firkantet og lavet af kransekagedej, og her er der grund til at bede om at få et hjørnestykke, så man får så meget bund med som muligt.
Udseendemæssigt skiller den sig positivt ud. Det er virkelig en flot og indbydende kage, og da man jo også spiser med øjnene, er denne som udgangspunkt foran på point.
Jordbærrene ligger på kagen i et mindre bjerg dækket af et fint lag gelé. Og neden under er et godt lag vaniljecreme med lækker konsistens og masser af vaniljesmag.
Pris: 150 kroner

Rise’s Brød (Hunderupvej 24, Hjallesevej 52, Odensevej 18A og Kochsgade 178)
Her er vi ovre i en klassisk og lække udgave af jordbærkagen.
Gode, friske og velsmagende jordbær med et tyndt lag gelé og en traditionel bund.
Cremen er god og tyk. Om man er til den konsistens, er selvfølgelig en smagssag, men der er i hvert fald fuld smæk på.
Kagen fra Rise’s Brød er flot og med lækre jordbær – og det tæller jo alligevel også en del, når man spiser jordbærkage!
Pris: 120 kroner

Lagkagehuset (Vestergade 1, Vestre Stationsvej 3B, Dalumvej 5)
Lagkagehusets jordbærkage er åbenbart meget populær.
Den var i hvert fald udsolgt på to forskellige dage i to forskellige filialer, da vi kiggede forbi. Derfor købte vi i stedet Lagkagehusets små jordbærkager.
Bunden er super god. Konsistensen er sprød, smuldrende og porøs.
Jordbær, gelé, creme og chokolade er præcis, som man kan forvente det på en kage fra så velrenommeret et sted som Lagkagehuset.
Den rammer en perfekt balance mellem det hårde og det bløde.
Pris: 32 kroner (for en lille jordbærkage)

Torvebageren (Abels Allé 41)
Her får man virkelig noget for pengene. Hos Torvebageren laver de nemlig større bunde end mange andre steder.
Det betyder også, at man får en væsentligt større jordbærkage end normalt.
Som tidligere nævnt i guiden, er kagen her også indrammet af en lækker kransekagekant, der tilføjer den karakteristiske og lækre marcipansmag.
Under det tynde lag gelé på toppen gemmer der sig naturligvis jordbær, flødecreme og chokolade.
Kagen har en størrelse, der passer til 6–8 personer.
Pris: 122 kroner