Stor guide: Her får du lækre fastelavnsboller i Odense

Så er det snart tid til at slå katten af tønden – og det betyder også, at der skal spises fastelavnsboller i stor stil!
Og fordi vi hos MigogOdense altid er behjælpelig med gode tips til byen, er vi selvfølgelig også klar med en guide til lækre fastelavnsboller.
Her finder du info om Odenses mange gode fastelavnsboller.
Vær opmærksom på, at ikke alle bagerier er klar med fastelavnsboller på nuværende tidspunkt. Derfor kan du forvente, at guiden bliver opdateret løbende.
Fru Lund Bageri

“Flødefastelavnsboller i luksusklassen.”
Sådan beskriver Fru Lund Bageri selv sine fastelavnsboller.
Det betyder lutter lækre sager fyldt med creme og fløde.
Som altid får du både fastelavnsboller med de klassiske smage som hindbær, rabarber og creme, men Fru Lund Bageri er også klar med lækkerbiskner med de lidt mere atypiske smage som Toms Skildpadde, lakrids/Sarah Bernhard og tropical.
Hører du til blandt dem, der bedre kan de lide de gammeldags fastelavnsboller uden en masse flødeskum, så er Fru Lund Bageri også leveringsdygtig.
Her får du både dem, du kender med creme, chokolade og hindbær og nye smage med blåbær og pistacie.
Fastelavnsbollerne fås i Fru Lund bagerier i Seden, Bellinge og på Havnen.
Fru Lunds flødefastelavnsboller koster 36 kroner stykket og fire koster 135 kroner.
Fru Lunds gammeldags fastelavnsboller koster 21 kroner stykket og fire koster 80 kroner.
Wendorff

Wendorff har afdelinger i både Odense og Svendborg, og her er man leveringsdygtig i lækkert brød og delikate kager – og selvfølgelig også fastelavnsboller for enhver smag.
I år kan du få flødefastelavnsboller med følgende smage hos Wendorff:
- Citroncurd & hvid Sarah Bernhardt i vandbakkelse
- Kaffecreme, amaretto-ganache og mælkechokolade-Sarah Bernhard i vandbakkelse
- Karamel-flødeskum, flødecreme og æblekompot i vandbakkelse
- Nougatflødecreme, flødeskum og solbærkompot i wienerbrødsbolle
- Hindbærkompot, hindbærskum & flødecreme i wienerbrødsbolle
Er du i tvivl, om hvilken af fastelavnsbollerne du skal vælge, så ved vi, at udgaven med citroncurd tidligere har været meget populær.
Alternativt kan du selvfølgelig bare købe dem allesammen og lade dine smagsløg afgøre, hvilken du bedst kan lide.
(I Odense ligger Wendorff i Asylgade 16 og på Hjallesevej 130).
Wendorffs fastelavnsboller koster 37 kroner stykket, 2 koster 70 kroner og 4 koster 135 kroner.
In Nomine Panis

In Nomine Panis i Slotsgade er kendt for sine lækre sandwiches – lavet udelukkende med surdejsfoccachia.
Men sandwichbaren vil også være med på fastelavnsbollebølgen.
Og det er der en god grund til. In Nomine Panis drives nemlig af de samme folk, som står bag The Pie Project, og derfor kan man dagligt finde to lækre udgaver af fastelavnsbollen her.
Frem til 15. februar kan du således sætte tænderne i følgende to fastelavnsboller fra In Nomine Panis:
- Med pistache og matcha
- Med solbær og mascarpone
Begge boller er lavet på en lidt anderledes dej, end man er vant til i Danmark, nemlig den italienske maritozzo.
(In Nomine Panis ligger i Slotsgade 28).
Fastelavnsbollerne fra In Nomine Panis koster 59 kroner stykket.
Mr. Torp

Hos Mr. Torp i Vintapperstræde er man også sprunget med på den tidlige fastelavnsbollebølgen og er i år klar med 4 varianter:
- Æble, nougat, karamel og mælkechokolade
- Kaffe, karamel og nøddeknas
- Hindbær, pistacie og hvid chokolade
- Solbær, citron og hvid chokolade
(Mr. Torp ligger i Vintapperstræde 16)
Flødefastelavnsboller hos Mr. Torp koster 39 kroner stykket to go og 49 kroner stykket hvis man spiser i caféen.
Rise’s Bageri

Hos Rise’s gør man en dyd ud af at lave godt og lækkert bagværk med de reneste råvarer og bedste teknikker – og måske er dette også et oplagt sted at besøge, hvis du netop drømmer om en god, gammeldags konditor-fastelavnsbolle.
Og i år har de brugt lang tid i køkkenet for at kunne præsentere hele tre nyheder.
Resultatet er nogle nye firkantede, 27 lags wienerdejs fastelavnsboller, hvor kvalitet, balance og smagsoplevelse går op i en højere enhed – udviklet med omtanke og skabt til at blive nydt!
Rise’s 3 nyheder består af følgende:
- Hindbærkompot-Flødecreme-Flødeskum.
- Pistaciecreme-Lemoncurd-Flødeskum.
- Sarah Bernhard-Kirsebærkompot-Flødecreme
(Rise’s Bageri ligger på Hunderupvej 24, Hjallesevej 52, Odensevej 18A).
Lagkagehuset

Hos Lagkagehuset bliver salget af fastelavnsboller rullet ud i etaper.
Ikke alle varianter er med fra start.
Dog finder du allerede nu to gammeldags fastelavnsboller:
- Den klassiske med chokolade og remonce
- En hindbærvariant, kendt fra sidste sæson
Derudover lander flere flødebaserede fastelavnsboller, herunder:
- Solbær
- Creme
- Hindbær / Sarah Bernhardt
- Rabarber
- Crème brûlée
- Vegansk hindbær
Blandt årets nyheder er Tonka & Amarena-fastelavnsbollen, skabt i samarbejde med Bagedyst-vinder Tobias Hamann.
Fastelavnsbollen er opbygget på wienerdej med nøddepraline, tonkabønne- og vaniljecreme, amarena-kirsebær og mørk chokolade.
Den nye variant kommer dog først lidt senere på sæsonen og er altså ikke blandt de fastelavnsboller, der har ramt disken.
Find din nærmeste Lagkagehuset her.
Folkebo’s Bageri

I bageriet på de lille torv i Odense M kan man få fastelavnsboller for en hver smag.
Flødefastelavnsboller, gammeldags og wienerbrødsfastelavnsboller.
Hos Folkebo’s Bageri er der nemlig ikke så mange dikkedarer.
Det er her, du bør gå hen, hvis du bare vil have en helt klassisk fastelavnsbolle med de helt klassiske smage.
Flødefastelavnsbollerne fås med solbærcreme, flødecreme, karamelcreme, hindbærsyltetøj og med sveske.
Som noget nyt i år kan du også få en flødefastelavnsbolle med pistaciecreme og chokolade på toppen.
Er man mere til de gammeldags fastelavnsboller fås de med creme og nogle dage også med syltetøj.
Prisen på bageriets fastelavnsboller er heller ikke til at tage fejl af:
Flødefastelavnsbollerne fås til 27 kroner stykket eller 3 for 70 kroner.
De gammeldags fastelavnsboller koster 20 kroner stykket.
Og for en wienerbrødsfastelavnsbolle skal du kun af med 16 kroner.
(Folkebo’s Bageri ligger på Hjallesevej 209).
Baker Boys

Hos Baker Boys er de altid klar med et bredt udvalg af fastelavnsboller.
I år er ingen undtagelse.
Her tilbyder Baker Boys seks forskellige varianter, som alle er baseret på en rulledej, der nærmest minder om den, man bruger til at lave croissanter.
Normalt kommer fastelavnsboller med fløde i en rund form, men hos bageriet med den hyggelige og velbesøgte café har man besluttet, at den skal være firkantet – nærmest rektangulær, og det gør klart, at den skiller sig ud.
Hos Baker Boys får du i år flødefastelavnsboller med følgende smage:
- Nougat/hasselnød
- Hindbær
- Æble-hvidvin
- Rabarber & hvid chokolade
- Kaffe/karamel
- Vaniljecreme
Baker Boys’ fastelavnsboller koster 39 kroner stykket.
(Baker Boys ligger på Edisonsvej 27 i Skibhuskvarteret).
The Pie Project

Hos The Pie Project vil man også være med på den tidlige fastelavnsbolle-bølge.
Så i år serverer bageriet fastelavnsboller fra 13. januar til 15. februar.
“Hver fastelavnsbolle er håndlavet fra start til slut. Vores surdejsboller er langsomt koldhævede, og alle cremer laves frisk i vores køkken — fordi vi tror på, at man kan smage forskellen.
Vi bager i små daglige batches for at sikre maksimal friskhed, så de er tilgængelige hver dag, indtil der er udsolgt,” lyder det fra The Pie Project.
Årets fastelavnsboller hos The Pie Project fås med følgende smage:
• Gammeldags
• Tiramisù
• Sød pisket ricotta & citron
• Æble, miso-karamel & mascarpone
(The Pie Project ligger i Vintapperstræde 49)
NÆR

Café – og mikrobageriet NÆR har kun haft åbent i et halvt år.
Men det er allerede blevet et meget populært sted hos især de odenseanere, der er vilde med surdej, for her får du nemlig surdejsbrød og -boller af lækreste kvalitet.
Og selvfølgelig er NÆR også klar med skønne fastelavnsboller.
NÆR kommer til at variere udvalget af fastelavnsboller, men caféen skød fastelavnsbollesæsonen disse to udgaver:
En blød bolle fyldt med vaniljecreme, kompot med røde vinterbær og belgisk mørk chokolade.
En fastelavnsbolle med vaniljecreme, solbærkompot, luftig vanilje-friskost panna cotta og overtrukket med belgisk chokolade.
(NÆR ligger på Albanigade 17).
Café Deilig

Café Deilig ved H.C. Andersens Hus er én af Odenses meget populære caféer.
Og her kan du selvfølgelig også få fastelavnsboller.
I år kan du få følgende lækkerbiskener:
Den første er fyldt med hjemmelavet mælkechokolade-ganache, æblekompot og flødeskum – toppet med saltkaramel.
Den anden er med hjemmelavet hindbærkompot, hvid chokolade-ganache og flødeskum – toppet med mandelflager og hindbærstøv.
Hos Café Deilig gør de opmærksom på, at de kun laver 50 fastelavnsboller om dagen, så det gælder om at være hurtig.
De serveres fra kokken 11.30.
Du kan både nyde fastelavnsbollerne i caféen og tage dem med hjem.
(Café Deilig ligger i HC Andersen Haven 3).
Konditorei

Hos Konditorei finder du virkeligt flotte fastelavnsnboller.
Her får du en sprød wienerdejsbund bagt med en sød mandelmasse og smage af solbær, hvid chokolade, mango og passionsfrugt.
Kig ind i butikken, hvor de lover, at der kommer flere varianter i løbet af januar.
(Konditorei ligger på Dalumvej 88).
Kornbageren

Her får du det, som bageren selv kalder “et helt arsenal af forskellige slags” fastelavnsboller.
Kommer du efter den klassiske smag, går du bestemt ikke forgæves hos Kornbageren.
For du finder selvfølgelig både en udgave med hindbær, en med flødeskum og en med creme.
Men der er også de lidt mere specielle smage i Kornbagerens udvalg:
Tiramisu, fersken og passion, Kornbagerens egen version af Kinder-chokolade, jordbær-/rabarber-kompot og skildpadde.
Sidstnævnte er blevet lidt af en favorit hos mange.
I denne uge fejrer Kornbageren fødselsdag, og derfor får du 2 flødefastelavnsboller til kun 40 kroner.
(Kornbageren ligger i Tarup Center, Rugvang 36).