Skøn sommerguide: 5 gratis oplevelser i Odense
En sommerferie kan være en bekostelig affære.
Det løber hurtigt op, når sommeren skal fejres med is, festivalbilletter, boblende solskinsdrinks og forlystelser, men heldigvis har Odense også oplevelser, der ikke koster en krone.
På By- og Kulturforvaltningens Facebook-side har man sommeren over delt tips til gratis oplevelser i byen.
Her får du en guide til nogle af de mange gratis glæder, som Odense byder på.
Basket- og beachvolley på Havnen
På den 11.000 kvadratmeter store havneplads er der fyldt med masser af fede aktiviteter.
Alt fra stangtennis, basketball og skating venter, og hvis du tager dit eget net med, kan I også spille volley.
Og hvis du har brug for at få lidt sved på panden, er der også gode mulighed for det på havnens basket- og beachvolleybaner.
Skt. Jørgens Parken
Hvad enten du er i humøret til en picnic, en gåtur eller vil udfolde dig fysisk, så er Skt. Jørgens Parken lige noget for dig.
Odense grønne perle med fine åbne arealer ned til åen, bænke, legepladser og græsplæner indbyder virkelig til masser af afslapning i skønne omgivelser.
I den ene ende af parken kan du desuden kvit og frit prøve kræfter med parkens store skaterpark, og hvis sommerferien står på begyndende cykeltræning for familiens mindste, finder du en ideel cykelbane på området.
Odense-bibliotekerne
På Odenses mange biblioteker er der året igennem masser af gratis oplevelser, man kan deltage i.
Selvfølgelig også om sommeren.
29. juli kan du lave dit eget monsterbogmærke på Tarup Bibliotek og 2. august bliver der på samme bibliotek afholdt Onsdags-krea.
Holluf-Pile Bibliotek er også klar med diverse krea-aktiviteter
Se alle aktiviteter på bibliotekerne her.
Kulturbotanisk Have
Lige bag Ejbygade nær Odense Å ligger Kulturbotanisk Have.
Og her venter der dig en god gåtur i de smukkeste omgivelser.
Så hvad enten du er på udkig efter inspiration til din egen have, eller du bare gerne vil nyde synet af de smukke blomster, så er Kulturbotanisk Have noget for dig.
Som besøgende kan du blandt andet nyde synet af de mange stauder og Danmarks største birke- og bregnesamling med arter fra hele verden.
Alle planter er forsynet med skilte med navn, sort og hjemsted, så du bare kan gå på opdagelse.
Du kan besøge haven ad åstien over den røde bro, eller du kan komme til fra p-pladsen i kolonihaverne.
Læs mere om Kulturbotanisk Have her.
H.C. Andersen Paraden
H.C. Andersen Paraden optræder på Eventyrslottets scene i Eventyrhaven med forestillingen, ”24 små og store skuespillere, 24 eventyr, 24 minutter = en ægte Odense-oplevelse” – for mere end 30. gang.
Som altid er der gratis adgang.
Du kan også møde paraden hver mandag til fredag klokken 12.45 foran Odense Rådhus på Flakhaven, når den stolte, smukke, hvide svane kommer ud af hoveddøren for at hilse på “Den grimme ælling”.
Om lørdagen kan du møde H.C. Andersen Paraden når de fra kl. 12.30 går igennem Vestergade.