Fed nyhed for alle guitarnørder: Legendarisk guitarshow vender hjem

Oprindeligt hed det Vintage Guitarshow og havde hjemme i Svendborg.
Men til mange guitarnørders store fortrydelse flyttede det for flere år siden væk fra Fyn og til København.
Her fik det navnet Copenhagen Guitarshow.
Men nu er der fantastiske nyheder for alle fynske guitar-fans. Guitarshowet skifter nemlig navn og vender hjem.
Fremover vil Guitarshow Denmark, som eventen nu hedder, nemlig blive afholdt i Odense Congress Center (OCC).

Første gang bliver 16. til 17. september – altså om godt en måned.
Guitarshowet samler guitarfolket fra nær og fjern, og OCC bliver fyldt med både nyt gear og vintage-udstyr fra alle de store guitarmærker, private samlere og guitarbyggere.
Alt udstyr fra selve guitaren til pedaler, amps og meget mere vil være at finde i OCC.
Derudover en række spændende clinics (en slags guitarundervisning red.) hvor kendte og respekterede guitarister deler ud af deres tricks og spiller live.
Hvem der spiller på disse clinics, kan Guitarshow Denmark dog endnu ikke løfte sløret for, men de vil både tælle danske og udenlandske navne.
Gratis adgang med festivalbillet
Hvis du sidder og tænker, at “hov, Guitarshow Denmark ligger da samtidig med festivalen Nashville Nights”, så er det helt korrekt.
Det er nemlig folkene bag Nashville Nights, brødrene Stefan og Kenneth Mørk, der gennem deres andet firma B Live 22 har købt guitarshowet og har hevet det hjem til Fyn.
Det har de gjort, fordi de ønsker at skabe synergi mellem festivalen og guitarshowet.
“Mange af artisterne fra Nashville Nights vil også være at finde til guitarshowet,” siger Stefan Mørk, der også fortæller, at der er gratis adgang på guitarshowet, hvis man har købt billet til Nashville Nights.
Billetter til guitarshowet er dog endnu ikke sat til salg, men Stefan Mørk opfordrer til, at man holder øje med hjemmesiden den kommende tid – for der går ikke længe, før der bliver åbnet for salget.