H.J. Hansen Vin fylder 190 år: Fejres med smagsprøver og gode tilbud

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

En ung forfatterspire var på besøg i hjembyen Odense, da købmandsgården H. J. Hansen for første gang slog dørene op i Vestergade.

Forfatteren hed H. C. Andersen, og H.J. Hansens grundlægger hed Jørgen Jacob Limkilde.

Søndag d. 20. oktober er det 190 år siden.

Det fejres med smagninger, smagsprøver og ikke mindst gode rabatter på bedste købmandsvis.

Det skriver HJ Hansen i en pressemeddelelse.

Smagsprøver i de autentiske rammer

HJ Hansen er en del af 50 Vinspecialisten-butikker over hele landet, og omfanget er mange gange større end dengang.

Derfor inviterer man også hele øen indenfor til denne særlige begivenhed.

“Vi vil give tilbage til de mennesker, der har muliggjort, at vi har kunnet eksistere i så mange år: Kunderne,” fortæller ejer af den gamle familievirksomhed, som i dag også er kendt som genvindingsvirksomhed, Jens Hempel-Hansen.

“Vi slipper aldrig den historik, vi kommer af og de værdier, der ligger heri. Og heldigvis bliver de også delt i Vinspecialisten-butikkerne på Fyn og i resten af landet.”

Hansen Vins jubilæum markeres d. 25. og 26. oktober i butikken på Vestergade 97.

Her vil bl.a. være små Riedelsmagninger, hvor man kan opleve glassenes store betydning for oplevelsen af vinen.

Der vil være smagsprøver og udskænkninger, og så giver butikken ikke mindre end 25% rabat på størstedelen af det store sortiment.

“Vi elsker simpelthen de produkter, vi sælger og synes, det er fascinerende, at der findes så mange små og større producenter, som kaster deres liv og sjæl ind i det, de laver.

Samtidig ser vi også fremad og følger med tiden, ikke mindst når vi tilpasser os klimadebatten. Vi sælger rigtig mange økologiske og biodynamiske produkter i butikkerne, ligesom selve princippet i genvinding, som har været en del af virksomheden siden 1880, jo netop er grønt og klimavenligt.”

Værdierne er vores DNA, og ved vores 100-års jubilæum i 1929 skrev Fyens Stiftstidende, at det var ’med hygge og tryghed’, at H. J. Hansen kunne fejre jubilæum ’i en tid med rastløshed’ og ’hvor traditioner sank i grus’.

Det er altså på ingen måde noget, vi lige har fundet på til lejligheden og jeg synes, at man skylder sig selv også at få sådan en indkøbsoplevelse.”

Hvad: 190 års fødselsdag med smagsprøver og 25 & rabat
Hvor: HJ Hansen, Vestergade 97
Hvornår: d. 25. og 26. oktober

Lukkeloven sættes på pause: Dagligvarebutikker må holde åbent to dage i påsken

Skrevet af: Michael Qureshi

Normalt er påsken hellig, og stort set alt er lukket ned i Danmark.

Men regeringen lægger op til midlertidigt dispensation for lukkeloven og giver dermed hele dagligvarehandlen mulighed for at holde åbent to dage i påsken for at mindske smittefare af corona-virus.

Dagene op til og under påsken er særligt travle dage for dagligvarehandlen, da danskerne strømmer til for at handle til påskedagene.

Kødannelser er dårlige i en tid, hvor regeringen og myndighederne forsøger at mindske smittespredningen af corona-virus.

Derfor lægger regeringen nu op til at dispensere for lukkeloven midlertidigt, så hele dagligvarehandlen, uanset omsætning, kan holde åbent skærtorsdag og 1. påskedag fra klokken 10-17.

Giver mulighed for at handle på forskellige tidspunkter

Normalt skal de større butikker holde lukket.

“Medarbejderne og dagligvarehandlen har allerede taget et stort ansvar i at mindske smittespredningen og holde hjulene i gang, så alle danskere fortsat kan få mad på bordet.

Det vil jeg gerne sige stort tak for. Det arbejde skal vi fortsætte, og derfor vil regeringen nu give mulighed for, at hele dagligvarehandlen kan holde åbent to ekstra dage i påsken.

Det giver os alle større mulighed til at handle på forskellige tidspunkter, og det giver kortere køer og mindre smitteeksponering.

Samtidig vil jeg gerne opfordre til, at der tages hensyn til det i forvejen høje arbejdspres i butikkerne, når vagterne i påske skal planlægges,” siger erhvervsminister Simon Kollerup og fortsætter:

Kun midlertidigt med pause af lukkeloven

“Det her er kun midlertidigt, og lukkeloven gælder stadig fremover.

Jeg vil gerne opfordre danskerne til at bruge deres sunde fornuft, når de handler.

Hold afstand, overvej en ekstra gang om den liter mælk kan vente til dagen efter. Og giv kassemedarbejderen et ekstra smil med på vejen og husk at holde afstand, så medarbejderne føler sig trygge..”

Onsdagen op til påsken er traditionelt en af de største handelsdage i supermarkederne, særligt for de mellemstore og store butikker, mens de mindre butikker ligeledes oplever en stor omsætningsstigning i påskedagene, hvor de større butikker holder lukket.

Politiet skal hjælpe: I morgen genåbner Odenses genbrugsstationer

Skrevet af: Redaktionen

Det kan godt være, at hverdagen langt fra er normal her midt under Corona-krisen.

Men det har i den grad været savnet for mange at komme en tur på genbrugsstationen med alt sit ragelse.

Især i en tid hvor man har ekstra tid til at få ryddet ud i garagen og gå i haven.

Men tirsdag d. 31. marts klokken 10.00 sker det så.

Hos Odense Kommune forventer man et større rykind, når portene åbnes igen.

Kun 10 biler ad gangen

Derfor har man lavet en vigtig begrænsning på kun 10 biler ad gangen på hver genbrugsstation.

Det er en restriktion, som selvsagt kommer til at give en del kødannelse, som også vil påvirke den øvrige trafik.

Odense Renovation, Odense Kommunes Vejmyndighed, Fyns Politi og Hjemmeværnet gør, hvad de kan for at få det hele til at glide.

Men forventningen er, at det kan give trafikale udfordringer omkring nogle af genbrugspladserne.

Gode råd før dit besøg

Her er de øvrige hensyn, man bedes tage, hvis man har planlagt en tur på genbrugsstationen i Odense.

  • Udskyd dit besøg, hvis ikke du har et akut behov.
  • Har du udelukkende haveaffald, du skal af med, så vent til weekenden, hvor Odense Nord Miljøcenter har åbent for indlevering af rent haveaffald til kompostfremstilling.
  • Hvis du tager af sted til genbrugsstationen, så husk handsker, og vær så få personer som muligt i bilen.
  • Medbring selv kost og skovl. De fælles redskaber er fjernet fra pladsen for at mindske smitterisikoen.
  • Er du en virksomhed med erhvervsaffald, så kør til genbrugsstationen i Havnegade. Her er der en speciel indkørsel kun for virksomheder.

Statsministeren: Vil måske åbne Danmark forsigtigt op efter påske

Skrevet af: Redaktionen

Statsminister Mette Frederiksen meddelte på et pressemøde mandag sent eftermiddag regeringens foreløbige planer.

Hun kunne fortælle, at det indtil videre ser ud til at gøre gavn, at Danmark har lukket ned og stået sammen ved at holde afstand.

Derfor arbejder regeringen på en plan om at åbne Danmark forsigtigt op efter Påske.

“Hvis vi danskere i de næste to uger hen over påsken fortsætter med at stå sammen med at holde afstand – og hvis tallene fortsat følger den nuværende kurve, så vil regeringen begynde med en kontrolleret åbning af vores samfund,” sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Vi må ikke begynde at slække kravene

Men hun advarede samtidig om, at de næste to uger bliver helt afgørende for, at vi kan få hverdagen lidt tilbage.

“Det værste der kan ske er, at hvis man begynder at slække på kravene, fordi det lysner. Vi skal gøre det modsatte. Vi skal holde ud. Vi skal hænge i. For vi kan se lyset forude. Vi kan komme godt igennem det vi kalder første halvleg.”

Hun fortsatte;

“Hvis danskere mødes og forsamles, så kan vi ikke åbne Danmark op efter påske. Så kan vi komme i den modsatte situation, hvor vi må stramme endnu mere.”

“Vi kigger ind i en meget mærkelig tid. Vi vil opleve, at flere bliver syge, men hvis vi står sammen, så kan vi se en gradvis åbning af samfundet,” sagde Mette Frederiksen.

Vil lave en plan for åbning

Der vil i de kommende dage være møder i regeringen om en plan for at åbne Danmark forsigtigt op igen. Men hverdagen bliver ikke helt som vi kender den med det samme.

“Når vi skal gå på arbejde, uddanne os og gå i skole, så skal det ske på forskellige tider af dagen. Vi skal undgå myldretidstrafik, og når vi skal gå på arbejde, så skal det være på en anden måde end hidtil,” forklarede Mette Frederiksen.

Hun siger, at indsatsen vil blive ‘justeret skridt for skridt’, så man ikke går for hurtigt frem.

“I andre lande har vi set tilbageslag, hvor man har måttet indføre tiltag, som vi helst ikke ønsker.”

Opdateres