Overtager Air Pub-lokalerne: Ny sushi-restaurant åbner i Odense
Så er der endnu mere at glæde sig til på madfronten her i Odense.
Snart åbner en ny sushirestaurant i centrum. Det er lokalerne, der tidligere husede Air Pub, som snart bliver fyldt med liv igen.
Det er home Erhverv Fyn, som torsdag har offentliggjort, at lejemålet i Kongensgade 41 i den nærmeste fremtid kommer til at byde på sushi i særklasse, når Hama Sushi slår dørene op.
“Vi er selvfølgelig glade for, at vi på så kort tid har udlejet lokalerne til en meget succesfuld, dygtig og ambitiøs lejer. Vi glæder os til at følge dem – og til at smage på deres lækre sushi,” siger Carsten Knudsen fra home Erhverv Fyn.
Lejerne af lokalerne i Kongengade er Li Tingting og Yingjie Zang. De er begge fra Kina.
Yingjie Zang kom til Danmark i 2008 for at studere, men faldt så meget for Danmark, danskerne og kulturen, at han besluttede sig for at blive boende.
De har før drevet sushirestaurant i Vejle, men vil nu fremover byde velkommen indenfor i Hama Sushi til sushi i særklasse.
Efter planen åbner Hama Sushi i Kongensgade den 1. marts.