Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har brug for Odenses hjælp: ODEON vil slå verdensrekord

Af Morten Hopballe

ODEON vil have Odense i Guinness Rekordbog.

Derfor er man i gang med at lave verdens længste guirlande sammen med alle odenseanere, der har lyst til at hjælpe.

Og ud over julehyggen, mens man laver guirlander, er der nu kommet endnu en god grund til at bidrage; for hver ring, der indgår i verdens forhåbentlig længste guirlande, donerer Spar Nord Bank 25 øre til Julemærkehjemmene.

”Det glæder mig helt vildt, at vi nu også får mulighed for at hjælpe en masse børn. Guirlande-rekordforsøget startede som en sjov idé til jul, og nu får vi oven i købet mulighed for at hjælpe en god sag,” siger Sara Ekknud, kulturchef i ODEON, og tilføjer:

”Jeg håber, at alle børn og barnlige sjæle nu laver en masse guirlander, så vi kan få masser af penge ind til Julemærkehjemmene – og selvfølgelig slå verdensrekorden.”

Målet er 4.816 meter guirlande

Den nuværende rekord for verdens længste guirlande blev sat i 2015 med en guirlande på 4.815 meter. Derfor kan alle, der vil hjælpe med at slå rekorden – og samle penge ind til Julemærkehjemmene – hente materialer i ODEONs foyer.

Det håber Jesper Fruerlund, direktør i Spar Nord Bank i Odense, at rigtig mange vil gøre:

”Jeg synes, at det er en fantastisk ide med, at byens børn hjælper andre børn med særlige behov.

Det er mit håb, at alle byens børn laver julepynt for at hjælpe, men også hører om andre børn med særlige behov, som kan afhjælpes via Julemærkehjemmene. Jeg vil glæde mig til at overrække pengene, og så ser vi, om vi sammen slår verdensrekorden,” siger han og tilføjer:

”Spar Nord støtter nationale og lokale sociale og kulturelle formål – og idéen med at byens børn laver og samler guirlander til et godt formål hjælper vi gerne med. Det er en oplagt sag for banken og  Spar Nord Fonden.”

ODEON-medarbejder fik pause fra hverdagens mobning

I ODEON opfordrer man alle til at hoppe med på guirlande-vognen og komme i gang med lim, saks og papir. Også af personlige grunde:

”Julemærkehjemmene er oplagte at støtte for os i juletiden, men vi har også en hel personlig grund til, at det er blevet dem. En af vores første ansatte på ODEON-projektet, Malene, der har siddet ved siden af mig hele vejen, har selv som barn fået en fantastisk støtte af Julemærkehjemmene.

Det gav hende en pause fra hverdagen med mobning. Hun har talt så positivt om det, så derfor var valget ikke så svært for os,” siger Sara Ekknud.

Del artikel

Andre læser også