Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har ligget der i 45 år: Legendarisk Odense-restaurant til salg

Af Redaktionen

Den har ligget samme sted i mere end 45 år, og er først og fremmest kendt for sine schnitzler.

Nu er den imidlertid sat til salg.

Restaurant Målet midt i Odense er en institution i det odenseanske restaurationsmiljø, som siden 1972 har serveret “god mad i hyggelige omgivelser og i godt selskab,” men nu har ejeren Bent Jørgensen sat ejendommen i fire etager til salg for 8.750.000 kr.

“Ja, det er rigtigt. Til april er det 46 år siden, at jeg etablerede Målet sammen med min kone. Det er vores livsværk, og vi har haft en pragtfuld forretning,” siger Bent Jørgensen med en snert af vemod i stemmen.

Mere fritid til far og datter

Bent Jørgensen åbnede sammen med sin kone Anne Restaurant Målet som sportspub i maj 1972. Lige siden har man kunnet se sport, drikke øl og ikke mindst spise schnitzler på Målet, og langt de fleste odenseanere kender restauranten.

Nogle bare fra placeringen på den trafikerede Jernbanegade, men rigtig mange fordi, Målet er forbundet med traditioner, der er gået i arv igennem generationer.

Restauratøren bor stadig i ejendommen, som han har gjort sammen med sin kone og deres tre børn, siden de købte ejendommen for snart 46 år siden.

Konen Anne døde i 2006, og i dag er det Bent og datteren Winnie, der kører restauranten i stueetagen. Og hensynet til datteren har da også spillet ind på Bent Jørgensens beslutning om at sælge sit arbejdsmæssige livsværk:

“På det sidste har vi ikke kunne skaffe kvalificeret arbejdskraft til køkkenet, så min datter står i køkkenet hele dagen, og det er der ikke meget ved. Så nu må vi lukke forretningen,” siger Bent Jørgensen, der selv vil finde en gammel hobby frem og støve den af:

“Jeg havde regnet med at fortsætte, til Målet havde 50 års jubilæum, men sådan bliver det ikke. Jeg er i forretningen tre til fire timer om dagen, og det kommer jeg til at savne, men forhåbentligt vil jeg i fremtiden få tid til at spille golf, ligesom jeg gjorde, før vi etablerede Målet for 46 år siden.”

Ikke krav om at videreføre “Målet”

Hvis man køber ejendommen, behøver man ikke videreføre den kendte restaurant. Der er ingen klausuler forbundet med salget, men Bent Jørgensen indrømmer gerne, at det vil være lidt mærkeligt, hvis livsværket lukker:

“Måske har nogen lyst til at drive Målet videre, selvom der ikke er noget klausul om det. Jeg ved godt, at der ikke er nogle, som går os i hælene med at sælge schnitzler, men vi har et godt produkt, så der er noget at gå videre med. Hvis nogen har lyst til at åbne en skoforretning i stedet, så er der jo ikke noget at gøre det ved, men det vil være mærkeligt at komme forbi, og det så ikke længere er Målet,” siger han og tilføjer, at restauranten bliver sat til salg med alt inventar inklusiv.

Går du med drømmen om at blive restaurantionsejer, kan du se boligannoncen for Målet her. Og hvis du vil nå at besøge den legendariske restaurant, inden det er for sent, kan du læse mere om Restaurant Målet her.

På førstesalen over Målet er der selskabslokaler med plads til 30 personer.

Del artikel

Andre læser også