Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

HCA Comedy Festival: Nyt koncept fylder Odense med comedy

Af Morten Hopballe

En større portion kreativitet, intimitet og ikke mindst flere komikere end tidligere år. Det er overskrifterne i årets HCA Comedy Festival, som i dag præsenteres i et helt nytænkt koncept.

HCA Comedy Festival flyttes helt ind i Odenses centrum, hvor der vil være to indendørs scener; HCA Comedy Club-scenen i Pantheonsgade 2 og Podcast-scenen i Lille sal på Kulturmaskinen. Festivalen kommer derudover til at strække sig over fire dage fra den 23.-26. august og kan præsentere shows fra flere end 20 komikere – blandt andre Thomas Warberg, Lasse Rimmer, Anders Fjelsted, Torben Chris og Brian Mørk.

Fire dages grin

Tidligere har HCA Comedy Festival været en endagsfestival i Kongens Have, men ifølge direktør i H.C. Andersen Festivals, Peter Bøgholm, giver det nye setup helt nye muligheder for både komikere og publikum.

“Publikum kan se frem til at opleve en bred pallet af talentfulde, danske komikere, når vi som noget nyt i år strækker HCA Comedy Festival over fire dage og inviterer publikum indenfor i mindre og lidt mere intime rammer. Scenerne bliver mere som den traditionelle comedy-scene, og lader komikerne udfolde sig med både traditionel stand-up, interviews og meget andet,” siger Peter Bøgholm.

På Comedy Club-scenen kan man nyde stand-up i sin originale form, og på Podcast-scenen kan man opleve liveoptagelse af flere forskellige comedy-podcasts; Fup i Farvandet med Mikkel Malmberg og Morten Wichmann, Brian Mørk Show, Fjelles Fodboldfjol med Anders Fjelsted, Den Dumme Dumme Quiz med Valdemar Pustelnik samt Afdøde Danskere med Brian Mørk.

Premierer og klubaftener

“Vi er især glade for, at vi i år kan præsentere intet mindre end fire komikere med premiere på deres onemanshow på HCA Comedy Festival, blandt andre Niels Forsberg og Mikkel Klint Thorius. Derudover glæder vi os til i år at præsentere HCA Comedy Festivals egne klubaftener, hvor du kan opleve tre professionelle komikere i hvert show,” siger Marie Toft, festivalleder på HCA Comedy Festival.

Programmet for festivalen findes på hcafestivals.dk, hvor der ligeledes kan købes billetter. Billetterne koster 50 eller 100 kr. pr. stk.

Fakta om HCA Comedy Festival
Sted: Pantheonsgade 2 og Lille sal på Kulturmaskinen i Odense
Tidspunkt: 23.-26. august 2017

Del artikel

Andre læser også