Løbefest i verdensklasse: HCA Marathon fylder byen med fede events


Søndag den 24. september bliver der gang i Odenses gader – når mellem 5.000 og 5.500 glade løbere begiver sig ud på 10 km, 21 km eller de 42 km, som er det antal kilometer der skal tilbagelægges for at kalde sig maraton løber.
Selvom du ikke skal løbe med, er der masser af muligheder for at bakke op om de mange løbere og få en fest ud af dagen.
“Vi har i år lavet flere steder på ruten hvor der er underholdning og mulighed for at give løberne en hånd på vejen, mod et flot resultat,” siger Løbsdirektør Erik J. Mogensen.

Kig derfor forbi Munke Mose, Flakhaven, eller Vestergade, hvor der er fest og farver hos Shaping New Tomorrow, krydset ved Kongensgade/Mageløs, eller ved Coco’s Nest, hvor Odense Running Crew står klar med lyd, pyro og masser af konfetti.
Hertil kommer yderligere 4-5 steder på ruten, hvor forskellige bands og DJ’s giver den gas.
Hvem kan slå Windelsvej og Kastanievej?
Er du så heldige, at løberne kommer forbi hos dig, kan du vælge at lave dit eget Hotspot, med matriklen eller vejens Soundbox – og tage kampen op mod Windelsvej og Kastanievej, som hvert år løber med titlen, som de to veje på ruten, hvor der er mest gang i festen.
“Odenseanerne er også meget velkommen i Odense Idrætspark, hvor løberne kommer i mål og sagtens kan bruge en sidste hånd, på de sidste 300 meter rundt på atletikstadions røde løbebane,” siger Erik J. Mogensen,
I idrætsparken er der også mulighed for at få noget at spise og drikke og hygge sammen med de mange tusinde løbere, deres familie og venner, når de er kommet i mål.
“Med 30 procent flere deltagere end i 2022 bliver der virkelig gang i den,” siger direktøren, som håber, at odenseanerne vil være med til at vise, at Odense kan lave løbefest i verdensklasse.