Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Heartland præsenterer: En legende og tre stærke danske navne

Af Redaktionen
Det er en sand legende, der kommer til Heartland, når Van Morrison gæster festivalen (foto: Bradley Quinn).
Det er en sand legende, der kommer til Heartland, når Van Morrison gæster festivalen (foto: Bradley Quinn).

38 studiealbum, en karriere der spænder over 60 år og et cv, der tæller både the Rock and Roll Hall of Fame, Songwriters Hall of Fame og flere Grammy-priser taler sit eget tydelige sprog. Heartland får besøg af en levende legende, når 72-årige Van Morrison optræder på festivalen til sommer.

Samtidig skriver Heartland de tre danske artister AV AV AV, Søren Huss og When Saints Go Machine på plakaten.

En genrenedbrydende kæmpe

Det nordirske musikalske ikon med det borgerlige navn Sir George Ivan Morrison er utvivlsomt en af de mest markante navne på den internationale musikscene. Og trods en karriere, som spænder helt tilbage til hans tidlige teenageår i slutningen af 50’erne, har Van Morrison formået konstant at holde sig aktuel gennem sin nyskabende og genrenedbrydende musikalske stil.

Hans eklektiske stil blev senest illustreret i 2017, hvor ”Van the Man” udgav hele to nye studiealbum. Først Roll With the Punches, hvor han på 10 coversange og fem originaler dykker ned i bluesen, som har været en del af Van Morrisons repertoire siden hans tidlige karriere i bandet Them. Dernæst på den jazzede Versatile, som måske er den mest rammende titel for et Van-album nogensinde.

For Van Morrison kendetegnes om noget ved sin alsidighed, og der er derfor lagt op til en unik oplevelse, som alle kan samles om, når den ikoniske legende kan opleves med hits som Brown Eyed Girl, Here Comes the Night og Baby, Please Don’t Go på Heartland Festival til sommer.

Tre stærke danske artister

Sammen med offentliggørelsen af Van Morrison bliver der tilføjet tre stærke, danske navne til musikprogrammet.

Den elektroniske trio AV AV AV kommer også på Heartland (foto: Robin De Raedt9.

Supertrioen AV AV AV, som består af ELOQ, UNKWON og DJ Er Du Dum Eller Hvad, gæster også Heartland i år. De slog med sidste års EP Everything is true sig fast som en af tidens mest dagsordensættende elektroniske acts herhjemme. De har formået at få hver deres særegne lyd til at flyde sammen i et bastungt synthsammenkog, som kan frembringe både følelser og sætte gang i dansebenene. Senere i år er de klar med deres første fuldlængde studiealbum, så der er lagt op til en fest i den sydfynske sommer.

Mens AV AV AV leger med den elektroniske musiks grænser, formår Søren Huss som få at eksperimentere med det danske sprog. På albummet Midtlivsvisen fra sidste år hylder han livets lysere side på det, som han selv kalder ”en voksen plade til voksne mennesker”. Heartland-gæster i alle aldre er dog velkomne, når Søren Huss sætter tankerne i gang med sin overlegne forståelse for lyriske finurligheder og sit charmerende take på hverdagens små og store udfordringer.

Søren Huss’ fantastiske stemme på Heartland – det lyder som et perfekt match (foto: Søren Rønholt).

Den danske kvartet When Saints Go Machine vendte sidste år efter cirka tre års frivillig pause tilbage til de danske musikscener. De første smagsprøver har givet indtrykket af et band, som har bevæget sig længere væk fra poppens alfarvej og over i et mere eksperimenterende univers end på den seneste udgivelse, Infinity Pool fra 2013. Resultatet af denne bevægelse kan man opleve på Heartland Festival til sommer, hvor de uofficelle danmarksmestre i lydlandskaber gæster Egeskov Slot.

Du kan også glæde dig til at opleve den danske kvartet When Saints Go Machine på årets Heartland (foto: Thomas Skou).

17 navne er klar

Med dagens offentliggørelser tæller musikprogrammet nu i alt 17 navne. Ud over Van Morrison, AV AV AV, Søren Huss og When Saints Go Machine kan man blandt andre glæde sig til Patti Smith, The The, LCD Soundsystem og mange flere, mens man på talks-programmet blandt andre kan opleve Salman Rushdie og Slavoj Žižek i samtaler.

De kommende uger vil der blive føjet en række nye navne til programmet inden for både MUSIC, ART, TALKS og FOOD, inden Heartland Festival løber af stablen for tredje gang på Egeskov Slot fra den 31. maj til den 2. juni 2018.

Du kan sikre sig billetter til Heartland på www.heartlandfestival.dk.

Del artikel

Andre læser også