Heartland præsenterer topnavn: Fire nye navne på programmet

Skrevet af: Morten Hopballe

Der kommer til at stå en fynsk verdensstjerne øverst på Heartland-plakaten for 2018. Den fynske festival har nemlig netop offentliggjort, at MØ skal spille på Egeskov Slot næste sommer. Sammen med MØ blev LCD Soundsystem, CV Jørgensen og Grizzly Bear præsenteret. Tidligere er The The blevet offentliggjort.

“Heartland er stolte over at kunne præsentere fire nye navne i musikprogrammet til næste års festival. LCD Soundsystem, MØ, CV Jørgensen og Grizzly Bear slutter sig til allerede offentliggjorte The The,” hedder det i en pressemeddelelse, der fortsætter:

“MØ er det største danske popnavn på verdensplan i disse år. For to uger siden udgav hun – ganske uventet – EP’en “When I Was Young”, der er hendes første udgivelse i tre år. Heartland Festival vil være den ene af de kun to festivaler, hvor hun kan opleves den kommende sommer.”

En legende og tidens bedste band

Den danske legende CV Jørgensen behøver ingen nærmere introduktion. Det vidner billetsalget til hans kommende indendørs solo-turné om, hvor billetterne blev revet væk på få minutter, da de gik i salg. Turnéen markerer CV Jørgensens comeback til livemusikken efter otte års fravær, og nu kan gæsterne på Heartland Festival 2018 altså også begynde at glæde sig.

Også til det band, om hvem en begejstret fornylig lettere retorisk spurgte: “Er LCD Soundsystem tidens bedste band?”

Det skete efter hele tre udsolgte koncerter på Store VEGA i København i september, hvor anmelderne kaldte LCD Soundsystems koncerter for “spektakulære” og skrev, at “LCD Soundsystems musik passer perfekt til koncertformatet.”

Endelig er det amerikanske rockband Grizzly Bear tilbage i Danmark for første gang siden 2012. Bandet har de seneste ti-femten år markeret sig som en af de ypperste artister inden for psykedelisk folk-rock.

Du kan læse hele Heartland-programmet her.

Store ændringer på ringvej i Odense: Vejarbejde igangsættes mandag

Skrevet af: Michael Qureshi

Odense Kommune har igangsat en række initiativer for at forbedre trafikforholdene i myldretiden ind og ud af Odense.

Her ændrer man Kløvermosevej på strækningen mellem Roesskovsvej og Sdr. Boulevard, så der bliver 2 spor i retning mod Sdr. Boulevard og 1 spor i retning mod Roesskovsvej.

Ændringen vil forbedre rejsetiden for de bilister, der kører i retning mod Sdr. Boulevard – især i myldretiden.

Det skriver Odense Kommune i et informationsskriv til borgere og pressen.

Forbedringen betyder desuden, at alle køresporene bliver smallere, da der fremover vil være 3 spor i stedet for 2.

Hastighedsbegrænsningen vil fortsat være 60 km/t i begge retninger, og i retning mod Sdr. Boulevard vil der ikke længere være sammenfletninger. Dette skaber mere tryghed og bedre trafiksikkerhed.

For at få sat ændringerne i kraft igangsætter man et vejarbejde fra mandag, som midlertidigt vil påvirke trafikken.

Venstresvingsbanen til friluftsbadet og kolonihaverne ved Elsesmindevej nedlægges, så man fremover kun må køre højre ind og højre ud.

Dobbeltrettet cykelsti mellem Roesskovsvej og Elsesmindevej 

Derudover etableres der en dobbeltrettet cykelsti mellem Roesskovsvej og Elsesmindevej, så man kan cykle til og fra friluftsbadet/kolonihaverne uden at skulle krydse 3 kørespor på Kløvermosevej.

Arbejdet udføres frem til december 2019.

De første dele af arbejderne gennemføres som natarbejde på hverdage i tidsrummet 22.00-05.00.

Arbejdet flytter sig og vil ikke foregå samme sted hver nat:

  • Strækningen mellem Sdr. Boulevard og Falen udføres den 23/9-27/9
  • Strækningen mellem Falen og Roesskovsvej udføres den 30/9-8/10

Der etableres venstresvingsforbud til og fra Elsesmindevej fra mandag den 30. september. Venstresvingsforbuddet er permanent.

Anlægsarbejderne med cykelstien vil foregå i dagtimerne efter den 8/10.

 

Bliv billigt efterårsklar: Populære Veras Market vender retur i weekenden

Skrevet af: Michael Qureshi

Det populære Veras Market er tilbage på Storms Pakhus på søndag d. 22. september kl. 11-16

Som traditionen følger, indtager vintagemarkedet pakhuset hver 2. og 4. søndag i måneden.

Denne gang er det med skarpt fokus på efterårsgarderoben.

Smut forbi Storms Pakhus 22. september og bliv efterårsklar med loppefund fra 40 trendy stande.

Gør et kup

Selvom Veras især er kendt for vintagetøj, vil du finde et bredt udvalg af genbrugsskatte; både unikke vintagesager, mærkevarer i høj kvalitet og trendy high-street.

Veras er en bæredygtig start-up stiftet af iværksætteren Rebecca Vera, der har to faste tøjmarkeder i Odense og i København, to byttebutikker, en webshop og et digitalt genbrugsmagasin.

I Veras kan man forny sin garderobe bæredygtigt ved at bytte sit tøj til nyt i Veras tøjbytte, sælge ud med en stand på markedet eller købe unikke genbrugsvarer i butik og på marked.

Hvad: Veras Market Sneaker Edition

Hvor: Storms Pakhus. Seebladsgade 21. 5000 Odense

Hvornår: 22. september, 11.00-16.00

Stor dag på Væddeløbsbanen: Lørdag er der både galop og speedway

Skrevet af: Redaktionen
Arkivfoto
Arkivfoto

I morgen lørdag d. 21. september er en af de allerstørste dage på Fyens Væddeløbsbane.

Her er der både de heste, vi normalt ser på en væddeløbsbane, men lørdag er der endnu flere hestekræfter i løbet af dagen.

Som noget helt særligt har man nemlig en anden type hestekræfter på banen denne dag, da der er speedway-opvisning med landsholdstalenterne Anders Thomsen, Peter Kildemand, Christian Thaysen og Benjamin Basso.

Fyens Væddeløbsbane har sørget for spændende spil, aktiviteter for børn, god mad og meget mere.

Vejret bliver godt

Vejret runder også de 20 grader lørdag, så der er god grund til udendørsaktivitet.

Tag gerne en picnickurv under armen og nyd en sensommerdag fyldt med gode oplevelser, stemning og spænding på lægterne.

McDonalds Odense uddeler cheeseburger vouchers ved indgangen.

Entréprisen for voksne er 50 kr.

Billetten kan benyttes i spilleboden og har en værdi af 20 kr.

Entrebilletten giver også adgang til væddeløbsbanen dagen efter, hvor der afvikles travløb samt adgang til Casino Odense + en lille fadøl.

Lørdagens program

Kl. 9.00-12.00: SpeedwayKids for børn og voksne – Børn kan prøve en minicrosser. Se også hvordan en speedwaykører bor i sin kassebil.
Kl. 12.00: Hoppeborg åbner og ponytræk starter.
Kl. 12.45: Løbsdagen starter – 1. galopløb.
Kl. ca. 14.00 (efter 3. løb) Deltagere i hattekonkurrence skal gå til vindercirkel.
Kl. 16.00: Speedway med landsholdstalenter Anders Thomsen, Peter Kildemand, Christian Thaysen og Benjamin Basso.

Tag din flotteste hat på og deltag i hattekonkurrencen. Der kåres dagens flotteste herre-, dame- og børnehat.

Besøg Rookies Corner og lær at spille på heste. På banen har de denne weekend lavet et Rookies Corner.

Har du aldrig været på en væddeløbsbane før eller leder du bare efter et ekstra staldtip, så kig forbi hjørnet for nybegyndere.