Tre gange så meget plads: Heidi Plussize flytter i nye lokaler
Markedet for plussize-tøj er vokset i de senere år.
Og i Odense har flere kæder med tøj til store piger gjort sit indtog.
I Kongensgade ligger Heidi Plussize, der, som navnet fortæller, er Heidi Lydholm Christensens butik med tøj til kvinder i store størrelser.
Butikken åbnede sidste år, men allerede nu, må Heidi Lydholm Christensen erkende, at Heidi Plussize er vokset ud af sine rammer.
Derfor flytter den snart i nye lokaler i Vestergade 104 (lige over for det nu lukkede Galleri Sandberg).
“Vi er vokset ud af vores lokaler og flytter derfor over i noget større. Så det er jo virkelig en succeshistorie inden for detailhandlen i centrum,” siger Heidi Lydholm Christensen.
I det nuværende lokale i Kongensgade har Heidi Plussize 50 m2. I den nye butik bliver der hele 145 m2 at boltre sig på.
Ikke bekymret for konkurrence
Og det vil både Heidi Lydholm Christensen og kunderne sætte pris på.
“Ja, når vi først er fire-fem kunder her i Kongensgade, så kan vi næsten ikke være i det her meget smalle og aflange lokale. Så det bliver virkelig dejligt med noget mere plads,” siger Heidi Lydholm Christensen.
Siden hun åbnede butikken sidste år, har kæden ZIZZI åbnet en kæmpe butik i Rosengårdcentret, og Vilas mærke med tøj til store piger, EVOKED, har meddelt, at også de åbner i Rosengårdcentret.
Men det bekymrer overhovedet ikke Heidi Lydholm Christensen, at der pludselig kommer flere af de helt store spillere på banen.
“Nej, lad dem komme! Det betyder ingenting for min butik. Jeg sælger “happy fashion”. Det tøj, jeg sælger, er nogle andre mærker og meget mere farverigt, end det man kan få andre steder.
Og de kunder der kommer her, kommer her, fordi de godt kan lide butikken. Så jeg er slet ikke bekymret for konkurrence,” siger Heidi Lydholm Christensen.
Og der er da også noget, der tyder på, at hun kan tage det helt roligt.
For kunder mangler i hvert fald ikke i hendes butik, og 1. december får Heidi Plussize altså tre gange så meget plads.
Læs mere om Heidi Plussize på hjemmesiden, Facebook og Instagram.