Helt centralt i Odense: Stor bygning er sat til salg for knap 48 mio. kr.
Selskabet Freja ejendomme sætter nu den store ejendom beliggende på Vestre Stationsvej 8-10 i Odense til salg. Ejendommen, med den centrale beliggenhed i Odense, er bygget i 1960 med en tilbygning fra 1992, og den har siden 2010 været anvendt som undervisningssted for Social- og Sundhedsskolen Fyn.
Ejendommen står i dag tom. Det skriver Byens Ejendom.
“Vi har set frem til at sætte denne markante ejendom til salg midt i Odense.
Ejendommen har på grund af sin størrelse, centrale placering tæt på offentlig transport, samt gode parkeringsmuligheder rigtig mange anvendelsesmuligheder.
Boliger eller hotel er to oplagte muligheder og skulle køber være interesseret, kunne udvikling af ejendommen i form af en ekstra etage også være en mulighed,” siger Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme.
Kan etableres ekstra etage
Freja Ejendomme vurderer, efter indledende dialog med Odense Kommune, at der kan etableres en ekstra etage, uden udarbejdelse af en ny lokalplan.
Dette forudsætter dog, at Odense Kommune kan godkende projektet, hvilket blandt andet vil kunne medføre krav om ændring af facaden mod Vestre Stationsvej
Der hører desuden godt 30 parkeringspladser i et lukket gårdareal med til ejendommen, der er sat til salg med et prisskilt på 47,5 millioner kr.