“Helt særligt fund”: H.C. Andersen-digt kommer på auktion

H.C. Andersens eventyr er blandt verdens mest elskede og oversatte værker.
Nu får man en unik mulighed for at erhverve et originalt digt af den verdensberømte forfatter, når det kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 13. april.
Det skriver Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.
Digtet er skrevet i 1849 i en stambog, som har tilhørt Franziska Wiborg (1833–1912), senere kendt som Majorinde von Rosen.
Ud over digtet af Andersen rummer stambogen også et originalt bidrag fra den berømte digter Adam Oehlenschläger samt flere indslag fra kunstnere, der gæstede Franziska Wiborgs barndomshjem, beliggende på hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade i København.
“Det er yderst sjældent, at nye tekster af H.C. Andersen dukker op.
Derfor er det her et helt særligt fund,” fortæller bogspecialist hos Bruun Rasmussen, Sarah Sauer.
Den lille stambog, hvori digtet er bevaret, giver et enestående indblik i det københavnske borgerskabs dagligdag i guldalderen.
Den lader os få en idé om livet for en ung kvinde, hvis hjem blev besøgt af kulturelle fyrtårne som Andersen og Oehlenschläger.
Digtene har tidligere kun været kendt gennem von Rosens erindringer – men nu er de originale tekster altså dukket op,” fortæller Sarah Sauer.
I sine erindringer beskriver Franziska Wiborg blandt andet møderne med H.C. Andersen, hvor hun fortæller, hvordan han “glædede os med at læse sine dejlige Eventyr højt for os”, men bemærker samtidig, at han ikke var nogen stor oplæser: “hans Stemme var heller ikke smuk”.
På trods af denne vurdering, husker hun ham som “umaadelig elskværdig.”
Stambogen, hvori digtet er bevaret, repræsenterer en tradition med rødder tilbage til 1600-tallet, der især var populær i 1800-tallet, og giver et sjældent indblik i både digterens personlige omgangskreds og guldalderens kulturelle liv.
”Disse bøger fungerede som en form for venskabs- eller gæstebøger, hvor samtidens kunstnere og bekendte bidrog med korte digte eller kunstneriske bidrag,” fortæller Sarah Sauer.
Digtet lyder:
”Hvad Barnet drømte som Rosenknop /
Den unge Rose os ruller op /
Den staaer saa aandigt, saa hjerteligt, /
Den selv et vores Herres Skjønheds Digt.”
Stambogen og digtene fra H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger sælges samlet og er vurderet til 30.0000 kr.
De kommer på Bruun Rasmussens Onlineauktion den 13. april.