MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Her åbner Odenses mindste restaurant: Store ambitioner om Michelin

Af Christina Frederiksen

Bare fordi man er lille, kan man godt have store drømme.

Sådan er det i hvert fald for Restaurant Bid, der efter planen åbner i marts 2025.

Restauranten bliver, hvis ikke Fyns mindste, så i hvert fald Odenses mindste gourmetrestaurant.

Helt nøjagtigt 10 gæster vil der være plads til i det lille bitte lokale i Odense C.

Hvor spisestedet præcis får adresse, vil folkene bag endnu ikke afsløre.

Til gengæld fortæller de meget gerne om ambitionerne for stedet. Og de kan beskrives med ét ord:

Michelin.

“Vi skal lave ekstraordinær mad, der kan måle sig med de allerbedste steder.

Det skal være skridtet – eller flere skridt – over niveauet “god mad”,” siger Christoffer Kofoed, der bliver køkkenchef hos Restaurant Bid.

Han er i forvejen køkkenchef på Restaurant Værdsat, og det er da også Benjamin Mosskov fra Værdsat-kæden, der er manden bag.

Men Christoffer Kofoed kommer altså til at stå for den daglige drift.

“Vi kommer til at lave crazy mad.

For eksempel med 14 retter pr. person. Det bliver med fynske, bæredygtige råvarer. Simple ingredienser med mange smage fra det nynordiske køkken.

Det er vigtigt, at man kan smage det gode håndværk,” siger Christoffer Kofoed og tilføjer:

“Og så skal man kunne spise det hele i én bid. Der af også restaurantens navn.”

Hvor Restaurant Bid kommer til at ligge, vil de altså endnu ikke offentliggøre. Men facaden behøver ikke at matche det indvendige i restauranten.

“Vi går efter noget wow-effekt, sådan at det ude fra ikke ligner det, det er derinde,” siger Christoffer Kofoed.

Planen er som sagt, at Restaurant Bid senest åbner i marts næste år.

Del artikel

Andre læser også