Melder dato ud: Her åbner Odenses største familierestaurant

Teenagelounge, ammerum, buffet, ta’ selv-drinks, legerum og a la carte-kort.
Odenses nye restaurant, Happy House, har noget for alle familiens medlemmer – hvad enten de tæller spædbørn, tumlinger, teenagere, forældre eller bedsteforældre.
Opførelsen af restauranten ved Tarup Center er i fuld gang, og nu meddeler serie-restauratør Benjamin Mosskov, der også står bag Happy House, at den er klar at tage imod gæster fra 1. november.
Menukortet kommer til at bestå af alle børnefamiliernes favoritter – så hvad enten man er til nuggets, nachos, pitabrød eller en god peberbøf, så fås det hos Happy House.
Benjamin Mosskov mener helt bestemt, at Happy House bliver Odenses største familierestaurant – og med sine over 600 m2 fordelt på tre plan bliver der da også virkelig plads til at store og små kan udfolde sig.
Happy House er den seneste restaurant i rækken af spisesteder, som Benjamin Mosskov står bag.
Det er også ham, der driver Værdsæt, Restaurant Vestergade, Cafe Kongensgade, Restaurant Kratholm og den kommende Restaurant Bid.
Men det bliver ikke kun i fysisk størrelse, at Happy House kommer til at skille sig ud. Det bliver også Benjamin Mosskovs største økonomiske satsning til dato.

“Det giver lige lidt kriller i maven. På de andre steder taber jeg måske en halv million, hvis det går galt. Det beløb kan du så gange op med fem her, hvis ikke det går. Så det er de nederste kort i korthuset, vi piller ved,” siger han og tilføjer med et grin:
“Hvis jeg har råd til julegaver i december, så er det en god start.”
Men han tror på konceptet. Og han ser også store perspektiver i det.
“Man kan forvente en unik restaurantoplevelse, der er skræddersyet til hele familien. Og jeg drømmer da om, at det vil være et koncept, der vil kunne startes op andre steder også. Jeg kunne sagtens se det for mig i flere jyske byer også,” siger Benjamin Mosskov, der dog har én drøm, der overskygger dem alle:
“Hvis jeg kunne starte sådan en restaurant her op i Lalandia, så er min lykke gjort. Så kan jeg trækker mig glad tilbage,” siger han og griner.
Men inden han når så langt, skal Happy House i Tarup lige op at køre først.
Og derefter Restaurant Bid – mere om den senere.