KÆMPE ja tak: Her åbner Odenses nye restaurant med genialt koncept

Brændende kærlighed.
Karbonader.
Pariserbøf.
Og klassiske danske stykker smørrebrød som for eksempel Dyrlægens Natmad, æg & håndpillede rejer samt sild i både den marinerede og stegte udgave.
Læs også: Nej, nej, nej: Kæmpe Odense-event aflyst Det er noget af det, du kan få, når Odenses nye frokostrestaurant åbner.
Søtten kommer den til at hedde, og du finder den i Nørregade 17 – i Fynboens gamle lokaler.
Bag restauranten står Martin og Maiken Lissner, men det er mest Martin Lissner man kommer til at møde i Søtten.
Om konceptet i Søtten, siger han:
“Hvor mange andre steder går en innovativ vej, bliver det mere klassisk hos os. Så når vi for eksempel serverer smørrebrød, skal man forvente høj kvalitet men med mindre pynt.”
Hos Søtten vil der selvfølgelig også være desserter på menukortet – for eksempel rødgrød med fløde og citrontærte.
“Mange steder kører med æblekage og citronfromage i øjeblikket. Så det gør vi ikke. Jeg har faktisk kigget en del på, hvad andre restauranter har på kortet – og så ladet mig inspirere af, hvad de ikke har,” siger han.
Søtten bliver til at starte med udelukkende en frokostrestaurant med åbent fra klokken 11 til 15.30.
“Men drømmen er da helt klart, at vi en dag også kan holde åbent om aftenen,” siger Martin Lissner.
Hvornår Søtten åbner ligger endnu ikke helt fast. Martin Lissner håber at kunne slå dørene op inden for en måneds tid. Men han mangler noget ret essentielt før, at Søtten kan begynde at tage imod gæster.
“En alkoholbevilling. Den mangler vi. Ansøgningen er sendt for 2,5 måneder siden, så jeg går og venter på at få den. Men det er altså alkoholbevillingen, der dikterer, hvornår vi kan åbne.
For jeg kan ikke servere smørrebrød og danske retter til gæsterne uden også at kunne byde dem på snaps og øl,” siger Martin Lissner.
Men hvis alt går planmæssigt, er det altså meningen, at Søtten åbner i Nørregade 17 inden for en måned.