Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Her er Odenses nye smørrebrøds-darling: Vi er blevet blæst omkuld

Af Morten Hopballe

Opskriften er simpel:

“Et godt stykke smørrebrød er lavet med kærlighed og gode råvarer,” siger Anne Bro, der netop har åbnet “Anne’s Smørrebrød” på Skibhusvej.

Hun har smurt smørrebrød i det meste af sit arbejdsliv. I mange år i en slagterbutik på Sjælland, derefter i sin egen butik i Gilleleje, og nu altså til glæde for de odenseanere, der kommer ind i den nyåbnede butik i Skibhuskvarteret.

“Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg boet i Odense i tre år, og jeg mindes ikke, at jeg har fået et ordentlig stykke smørrebrød. Der mangler lige det københavnske touch, så det er det, man kan få i min smørrebrødsbutik,” siger Anne Bro og forklarer, hvad et godt stykke smørrebrød er:

Skal laves med kærlighed til smørrebrød

“Råvarerne skal selvfølgelig være i orden, men så skal det også laves med kærlighed til smørrebrød, og den har jeg; jeg elsker simpelthen at lave smørrebrød, hvor hvert enkelt stykke skal være sin helt egen smagsoplevelse. Og så skal der ikke spares på tilbehøret.”

Menukortet hos “Anne’s Smørrebrød” byder på masser af variationer over håndmadder; fra æg og rejer, fiskefrikadeller og torskerogn over roastbeef, dyrlægens natmad og en klassisk spegepølse til pariserfilet, kartoffelmadder og svinemørbrad.

“Min egen favorit er nok et stykke med roastbeef og masser af peberrod,” siger Anne Bro og tilføjer, at interessen for den nye smørrebrødsbutik har været stor fra start.

Blev blæst omkuld i fredags

“Vi havde reception i torsdags, og i fredags blev vi simpelthen blæst fuldstændig omkuld. Det gik helt amok, og det var godt, at min kæreste ikke havde en masse andre planer, for han lærte hurtigt at ekspedere kunder. Og så har jeg også haft nok at se til i dag.”

Hun er sikker på, at hendes butik bliver en succes.

“Der er jo ingen, der ikke elsker et godt stykke smørrebrød. Unge og gamle. Man bliver altid populær, hvis man serverer et godt stykke smørrebrød, så jeg er sikker på, at odenseanerne tager godt imod min butik. Det har de i hvert fald gjort indtil nu,” siger Anne Bro.

“Anne’s Smørrebrød” ligger på Skibhusvej 104 i den gamle Bager From-butik.

Del artikel

Andre læser også