Datoen er klar: Her kan du se din årsopgørelse

Nu står det klart, hvornår millioner af danskere kan tjekke deres årsopgørelse og finde ud af, om der er penge tilovers i skatteregnskabet.
Årsopgørelsen vil i år ligge klar 24. marts. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
På dagen åbner Skattestyrelsen altså for adgangen til årsopgørelser for indkomståret 2024.
Dermed vil ca. 4,9 millioner danskere kunne se opgørelsen over årets skattebetaling og tjekke, om der enten er betalt for lidt eller for meget i skat i det år, der er gået.

Dagen plejer at være noget af et tilløbsstykke, som resulterer i lange digitale køer.
Arbejder på højtryk
For størsteparten af borgerne vil det være en årsopgørelse, som man genkender fra tidligere år.
Dog vil det for knap 2,1 mio. boligejere være første gang, de kan se deres samlede betaling af boligskat på årsopgørelsen.
Tidsplan for årsopgørelsen
Januar 2025
Skattestyrelsen modtager oplysninger fra fx arbejdsgivere og banker.
Februar 2025
Skattestyrelsen samler de modtagne oplysninger og laver skatteberegninger.
24. marts 2025
Årsopgørelsen er klar og kan ses i TastSelv på skat.dk.
Frem til den 16. april 2025
Årsopgørelsen sendes efter åbning ud på papir til borgere, der er fritaget eller ikke omfattet af Digital Post.
Fra den 25. april 2025
Udbetaling af overskydende skat
1. maj 2025
Frist for at rette i årsopgørelsen
1. juli 2025
Frist for at udfylde oplysningsskema
1. juli 2025
Frist for indbetaling af restskat uden procenttillæg
Kilde: Skattestyrelsen
“Det er første gang i mange år, at vi står med en så omfattende tilpasning af årsopgørelsen og med så mange nye oplysninger, der skal indarbejdes på samme tid.
Vi arbejder på højtryk for at få alt klar til åbningen i marts, men som altid kan der være ting både under og efter åbning, vi skal justere på, så danskerne får den bedst mulige oplevelse, når de åbner TastSelv,” siger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.
Sidste år skulle der udbetales knap 25,7 milliarder kroner til knap fire millioner borgere. Omvendt blev der opkrævet 6,7 milliarder kroner i restskat.
Første udbetaling af overskydende skat i år sker fra 25. april.