Fed afsløring: Her skal Smykbar ligge
Det var virkelig en nyhed, der gav genlyd, da MigogOdense i påsken kunne fortælle, at smykkekonceptet Smykbar har planer om at åbne i Odense.
Hvad vi dog ikke kunne oplyse, var, hvor i byen butikken rykker ind.
Men det kan vi nu.
Smykbar flytter nemlig ind på én af byens aller hyggeligste adresser.
Det fortæller Cityhuset til MigogOdense.
“Smykbar flytter ind i vores ejendom i Vintapperstræde 13. Og det er vi bare så glade for.
Vi synes, at Smykbars koncept passer perfekt ind i Vintapperstræde, hvor der i forvejen ligger en masse hyggelige specialbutikker,” lyder det fra Cityhuset.
I Vintapperstræde ligger spisesteder, mindre tøjbutikker og delikatesseforretninger side om side – blandt Kaffe & Thehuset, Burger Shack, Madklubben og Mr. Torp – og det er derfor nemt at forstå, hvorfor Smykbar har forelsket sig i området.
Selvom der jævnligt er historier fremme om butikslukninger i centrum, så oplever Cityhuset generelt en stor interesse i byen fra butikker, koncepter og kæder, der kommer ude fra.
Hvilket Smykbar er et godt eksempel på.
“Der har været flere interesserede i lokalet.
Og nu er vi er bare rigtig glade for, at Smykbar har valgt at placere deres kreative koncept i vores unikke gade, så Vintapperstræde igen er fuldt udlejet,” siger Cityhuset.
Dørene til den nye smykkecafé slås op i løbet af sommeren.