I en klasse for sig: Særlig historie forløses på mesterlig vis på Odense Teater


Kvinde kend din historie er både intimt, nærværende og præcist sådan, jeg synes teater skal være.
Odense Teater beviser endnu engang, at de mestrer den kunst at gøre scenekunsten aktuel, menneskelig og vedkommende – uden at det kræver hverken store kulisser eller vilde kostumer.
Kvinde kend din historie tager afsæt i Gry Jexens bog af samme navn og formår på smuk og legende vis at bringe kvindernes oversete historier frem i lyset.
Forestillingen bevæger sig frit mellem tider og generationer, og det sker med både alvor og et glimt i øjet.
Scenografien er minimalistisk – hvide bannere daler ned fra loftet én efter én, som navnene på de kvinder vi møder, afsløres. De fungerer næsten som et stille ritual, en respektfuld hyldest, samtidig uden store armbevægelser.
Kostumerne er lige så afdæmpede:
sorte bukser og hvide skjorter til kvinderne, og et gråt jakkesæt til den mandlige rolle – som i øvrigt får lov at være både patriark, partner, publikummer og potent gynækolog blandt meget andet.
Skuespillet er legende og fyldt med energi.
Flere passager får salen til at trække på smilebåndet, mens andre øjeblikke ramte med deres melankoli og sårbarhed.
Det er en forestilling, der formår at balancere det oplysende med det rørende – og netop derfor fungerer den så godt.
Som mand er det måske en kende paradoksalt at skulle anmelde en forestilling, der netop stiller skarpt på de strukturer, mænd har haft en vis andel i at opretholde – enkelte steder bliver det hele måske lidt for lovprisende.
Men det tilgiver jeg gerne, for når det sker med humor og hjerte, så bæres budskabet smukt igennem.
Kvinde kend din historie er ikke bare en teateroplevelse – det er en påmindelse om, at historien aldrig er skrevet færdig, og at det stadig betyder noget, hvem der fortæller den – og det gør Odense Teater på smuk vis.