Træd indenfor: Historiske herregårde åbner dørene
Sæt kryds i kalenderen 16. august 2026.
For her inviterer en lang række danske herregårde og slotte indenfor til Herregårdenes Dag.
Traditionen tro kan du besøge masser af historiske steder rundt om i landet.
I alt åbner 54 slotte og herregårde dørene for danskerne, der på dagen kan deltage i et væld af aktiviteter og arrangementer.
Kom med på særrundvisninger
På Herregårdenes Dag kan du blandt andet komme med på eksklusive rundvisninger og spændende havevandringer.
Visse steder vil der være levendegørelse og marked, andre steder byder på koncert eller kaffebord.
Mulighederne er mange, og der er arrangementer over hele landet. Nogle er gratis, mens andre kræver entré.
Herregårdenes Dag arrangeres af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Tanken bag begivenheden er at sætte fokus på de danske slotte og herregårde, som er en væsentlig del af den danske kulturarv.
Flere fynske slotte er med
På Fyn kan du blandt andet besøge Broholm Slot og Gyldensteen.
”Herregårdenes Dag er en oplysningskampagne for de danske herregårde og den historie og kulturarv, de repræsenterer.
I Danmark findes omkring 730 herregårde, og det danske landskab er formet af herregårdene, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet.
De store gamle hovedbygninger ligger stadig i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet.
Med Herregårdenes Dag vil vi gerne invitere folk indenfor, så de får øjnene op for de mange smukke, storslåede herregårdsanlæg, der ligger overalt i landet,” har Marie Kirstine Elkjær, museuminspektør på Gammel Estrup, tidligere fortalt.
Herregårdenes Dag har siden 2019 været afholdt hvert år den tredje søndag i august.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum er tovholder på begivenheden, der bliver til i samarbejde med de deltagende slotte og herregårde.
Find listen med de 54 herregårde her.
Hvad: Herregårdenes Dag 2026
Hvor: 54 herregårde i Danmark
Hvornår: Søndag den 16. august