Hjemmekamp og autografer: OB skyder 1. division i gang på søndag

Søndag er dagen, hvor odenseanerne sammen kan mærke pulsen på Nature Energy Park igen.
Vi har ventet, og nu er det tid til at samles – tid til at mærke fællesskabet, glæden og spændingen, som kun en hjemmekamp kan bringe.
Kan du dufte det nyslåede græs og stadionpølsen på grillen? Kan du mærke skuldrene fra stadionbanden omkring dig, når I står side om side og hopper på lægterne?
Søndag kan du endelig samles igen med venner, veninder og familie, når OB sparker årets første hjemmekamp i gang kl. 15.00 mod Hobro IK.
Når du træder ind på Nature Energy Park på søndag, vil du ikke kun mærke kulden i luften, men også varmen fra striberne omkring dig.
Allerede kl. 13.00 åbner dørene fra Hovedindgangen ved Richard Møller Nielsens Plads, hvor du kan mødes med det stribede fællesskab og snakke om OB-anekdoter i Albani Fanzone.
Du vil opleve den velkendte stemning fra tribunerne, den rytmiske klappen, de syngende stemmer, og føle hvordan energien spreder sig. Hvert et skrig, hver en sang, hver en jubel. Det er mere end bare fodbold. Det er for klubben, for byen, for altid.
Fansene og klubben har været væk fra hinanden i tre måneder, men på søndag er de endelig samlet i Odense igen.
Du sikrer dig billetter til OB – Hobro IK her.
Og hvis du kigger forbi OB Fanshoppen i Kongensgade på fredag mellem 15.30 og 17.00, så render du ind i Adam Sørensen, Luca Kjerrumgaard, Nicolas Bürgy og Viljar Myhra, som tager forbi butikken for at skrive autografer.
Og når du nu alligevel er der, så inviterer Barfoed Group striberne til kamp på søndag, og derfor har du mulighed for at snuppe en gratis billet med.