Hvad er en fartpilot, og hvilke typer findes der? Hvordan betjener man fartpiloten, og hvilket ekstraudstyr er der brug for?
Der er snart ikke længe til, at sommerferien står for døren og mange danskere vælger at køre på sommerferie sydpå eller ud i det skønne, danske sommerland. Især til disse lange ture kan en fartpilot være en fantastisk hjælper på vejen — og ikke kun for at hvile benene.
Mange moderne biler har i dag indbygget en fartpilot, som du kan slå til, hvis du vil have en pause fra pedalerne. For med denne teknologi, der kan gøre kørslen lang mere behagelig, kan du indstille en bestemt hastighed, som bilen så opretholder uden, at du har foden på speederen.
Der er i store træk to hovedtyper af fartpiloter: den traditionelle eller almindelige fartpilot og den mere avancerede, dynamiske fartpilot, også kaldet aktiv eller adaptiv fartpilot.
Traditionel fartpilot
Der er forskel på dynamiske fartpiloter og traditionelle fartpiloter. Når du bruger en traditionel fartpilot, indstiller du manuelt den ønskede hastighed, som bilen så opretholder ved hjælp af motor og bremser. Fartpiloten tages fra igen ved at trykke på enten bremsepedalen eller en dertil indrettet knap. Denne type fartpilot er relativt simpel og fås ofte som standardudstyr på mange biler.
Den traditionelle fungerer bedst på lande- og motorveje, hvor trafikken er jævn, og hvor der stort set er de samme fartgrænser. Men hvis man ikke er opmærksom på ændringer i trafikken foran, kan det være farligt. For hvis bilen foran sænker farten, skal du nemlig også sænke farten manuelt, når det er en traditionel fartpilot, vi taler om.
Dynamisk fartpilot
Den dynamiske fartpilot er derimod mere avanceret, da den ikke kun kan opretholde en indstillet hastighed, men også kan tilpasse bilens hastighed til at holde en sikker afstand til de køretøjer, der ligger foran. Det vil sige, at bilen automatisk kører langsommere, hvis dens sensorer opfanger, at der er en bil foran, der kommer for tæt på. Når vejen er fri, vender den automatisk tilbage til den ønskede hastighed.
Det er dermed en mere sikker løsning end den traditionelle fartpilot, og den kan også anvendes i mere tæt trafik og på strækninger med forskellige hastighedsbegrænsninger. Denne type fartpilot styrer faktisk speeder og bremse for dig, for radaren kan se flere hundrede meter frem og beregner afstanden til og farten på den forankørende. Denne type fartpilot virker bedst på biler med automatgear.
Forskellen på en traditionel fartpilot og en dynamisk fartpilot er altså evnen til enten at holde en konstant hastighed eller tilpasse sig trafikken. Det gør den dynamiske fartpilot til et mere avanceret og all-around sikkerhedsredskab. Det er en stor hjælp, også hvis man begynder at blive træt på køreturen — hvilket man selvfølgelig skal være opmærksom på (kør altid ind til siden, hvis du begynder at blive for træt til at køre). Find her flere detaljer om, hvordan fartpilot fungerer FDM.
Betjening
Hvordan man betjener en fartpilot, varierer fra bilmærke til bilmærke og fra model til model, men de er faktisk ret nemme at bruge. Det styres som regel bare via en simpel knap på rattet eller instrumentbrættet. Efter du aktiverer funktionen, skal du indstille den ønskede hastighed, ofte ved at dreje på en knap eller trykke op og ned. Herefter opretholder bilen farten og eventuelt også afstanden, medmindre du bremser eller deaktiverer fartpiloten.
I nogle biler er fartpiloten standardudstyr, mens det vil være ekstraudstyr i andre. Især den avancerede dynamiske fartpilot kræver nogle sensorer og kameraer, som enten kommer som en sikkerhedspakke eller som mulighed for ekstraudstyr.
Mange fordele
Men der er faktisk flere fordele end blot komforten ved at bruge en fartpilot. Ved at bruge en fartpilot holder du en konstant hastighed og undgår en masse accelerationer og ændringer i farten generelt, og det forbedrer brændstofeffektiviteten. Det er godt for pengepungen, for du sparer på udgifterne til benzin og gør din kørsel mere økonomisk. En anden økonomisk fordel er, at du mindsker risikoen for at køre hurtigere end du må, hvilket selvfølgelig er godt for sikkerheden, men du kan dermed også undgå bøder.
En fartpilot øger også sikkerheden, da den dynamiske fartpilot hjælper dig med at holde afstand til køretøjerne foran og dermed, at du overholder din bremseafstand og i bedste fald undgår kollisioner. Når du ikke skal tænke på at regulere, hvor hurtigt du kører, kan du koncentrere dig mere om trafikken og dertil blive mindre træt på lange ture.
Du er i kontrol
Men uanset, hvad du vælger, er det en behagelig mulighed på turen eller ferien, men aldrig en grund til ikke at være opmærksom, det er stadig dig, der kører bilen! En fartpilot er et hjælpemiddel, men kan aldrig erstatte dig og din opmærksomhed og reaktionsevne i trafikken. Vær altid opmærksom og klar til at overtage styringen, når det er nødvendigt.