Hylder Ricardo på Fyn: I morgen får Thomas Gravesen comeback
Der sker noget helt specielt i Kerteminde på Fyn i morgen fredag den 8. september.
Her gør den tidligere Real Madrid-spiller Thomas Gravesen comeback i landsholdstrøjen. Dog er der kun tale om Old Boys landsholdet.
Ikke desto mindre er det opsigtsvækkende, at Gravesen skal spille en officiel fodboldkamp igen. Det har han ikke gjort siden 2006, hvor han pludselig stoppede landsholdskarrieren efter en EM-kvalifikationskamp mod Island.
Indførte et presse-boykot
Siden valgte Gravesen også at indføre et presse-boykot, som han har holdt lige siden. Han har kun sporadisk udtalt sig med meget få ord, og aldrig nogensinde løftet sløret for, hvorfor han stoppede på landsholdet.
Kampen spilles på Kerteminde Stadion 18.30 i morgen fredag. Kampen er en hyldest til afdøde Richard Møller Nielsen, som boede i Kerteminde frem til sin død i 2014, og en fejring af Kerteminde Boldklubs 90 års jubilæum.
Det er Gravesens gode ven Stig Tøfting, der har lokket ham til at spille med. Derudover kan man se andre landsholdskoryfæer John Sivebæk, René Henriksen, Martin Jørgensen og nogle fynske helte som Morten Bisgaard og Lars Jacobsen.