Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I morgen kåres ‘Bagedyst’-vinderen: Odense hepper på Kirsten

Af Redaktionen

Hvis du ligesom én million andre danskere følger med i “Den store bagedyst”, har du selvfølgelig helt styr på, at den store finale er uhyggeligt nær.

Det er nemlig i morgen aften, at vi finder ud af, hvem der skal kåres som vinderen af “Den store bagedyst 2017”.

Blandt de tre finalister er odenseaneren Kirsten Thur, der har kæmpet sig hele vejen til finalen med sine fantastiske evner til at sammensmelte et væld af smage og farver til vellykkede konditoriske mesterværker.

Bliver stoppet af mange på gaden

Det har én million danskere fulgt onsdag efter onsdag, og Kirsten Thus har da også haft svært ved at gemme sig i mængden, efter hun er blevet et landskendt ansigt:

”Der er mange, som stopper mig på gaden og vil tage en selfie med mig, også nogle gange midt i arbejdstiden. Men det er bare dejligt med alle de positive kommentarer og opbakning. Det kan man da kun blive glad af,” siger Kirsten Thur, der i finalen skal kæmpe med Jesper Søvndal og Andrea Søllested.

De tre finalister i årets “Den store bagedyst” – fra venstre: Jesper Søvndal, Kirsten Thur og Andrea Søllested (fotos DR).

Kærlighed til bagning

Bagedysten har gjort dybt indtryk på den fynske finalist, og selvom optagelserne for længst er overstået og programmet er ved at være slut, så har den store kagerejse ikke sat et punktum for Kirsten Thurs kærlighed til bagningen:

”Det har været fantastisk at være en del af “Den store bagedyst”. Jeg har fået oplevelser for livet, og det har lært mig meget både personligt og håndværksmæssigt,” siger Kirsten Thur og tilføjer:

”Man får jo kun mere blod på tanden af at være med i sådan en vild konkurrence. Jeg har bagt meget siden optagelserne, men det er svært at gøre det lige så godt som den gang – måske fordi der ikke er lige så meget pres på.”

Hjem og se finalen med familien

Kirsten Thur er opvokset på Østfyn og flyttede fra Odense til København i løbet af årets ‘Bagedyst’-sæson. Her arbejder hun i Vaffelbageriet i Tivoli og har selvfølgelig fulgt med i “Den store bagedyst” hver onsdag – i morgen tager hun dog hjem til Fyn for at se finalen i selskab med sin familie:

”Det er meget specielt at genleve konkurrencen og følelserne kommer tæt på. Derfor bliver det rart at se finalen sammen med min familie,” siger Kirsten Thur og tilføjer:

”Og selvfølgelig skal jeg bage en kage til i morgen aften, for man kan jo ikke se “Den store bagedyst” uden kage.”

Finalen i “Den store bagedyst” kan ses på DR1 i morgen aften kl. 20.00.

Del artikel

Andre læser også