I morgen starter Tinderbox: Det skal du især glæde dig til
Så er det Tinderbox-tid.
For fjerde år i træk afvikles en af landets største musik-festivaler i Odense.
Hovednavne i år bliver stjerner som Depeche Mode, Alanis Morissette, Wiz Khalifa, Jack White, Nik & Jay og Dizzy Mizz Lizzy, hvor over 45.000 gæster ventes at deltage.
Her på MigogOdense redaktionen glæder vi os naturligvis også til en række fede dage, og vi har taget pulsen på årets nyheder til Tinderbox. Her får du et udpluk af årets nyheder.
Vejret
Bevares, vejret er ikke ligefrem noget nyt. Men det er da en god nyhed, at vejret bliver sommerligt som i det meste af maj måned. Der loves op til 28-29 grader torsdag samt lige under 25 grader fredag og lørdag. Aftenerne bliver også lune, og i det hele taget lægges der op til perfekt festival-vejr.
Cabana-stilen på Magicbox
Hvert år ændrer den populære Magicbox-scene udseende. I år bliver det som en gigantisk natklub midt i festivalen.
De surrealistiske trapper er skiftet ud, og i år inviteres gæsterne i stedet ind i et eksotisk tempel, der inviterer til baspumpende messe. Samtidig bliver den populære Champagne Lounge i år udvidet med eksklusive cabanaer til de gæster, som ønsker en natklubsoplevelse i stil med klubberne på Ibiza og i Miami.
Champagne Loungen vender tilbage med en ophøjet platform til de gæster, der gerne vil nyde festen i godt selskab med en god flaske bobler og en udsigt til scenen og de dansende gæster.
Som noget nyt kan man opgradere sin VIP-oplevelse ved reservere en af 5 cabanaer, som er Magicbox’ svar på de store natklubbers ypperste luksus lounges.
Når du først har købt og booket en cabana, så har du den for hele dagen med adgang til et flot udvalg af spiritus til dig og dit hold på op til 15 feststemte typer som gerne vil give den ekstra meget gas.
Nattefest på MagicBox
Mere Magicbox. Fredag nat holder scenen ekstraordinært en time længere åbent, hvor natklubkongerne TooManyLeftHands giver den fuld gas.
Efter de sidste tre års fantastiske shows på Magicbox-scenen med den københavnske duo, har Tinderbox valgt at give drengene opgaven at lukke scenen fredag nat med et brag.
Dette passer perfekt ind i tidsplanen, da der netop fredag nat ikke er dj’s booket til at lukke hovedscenerne. Der loves derfor en gigantisk fest, hvor der bliver skruet lidt ekstra op for showet, ilden og fyrværkeriet.
Maden
Lad os bare konstatere, at der bliver et godt mix af etablerede og nye spændende steder både fra Fyn og andre steder i landet.
Naturligvis er Gastroteket repræsenteret til Tinderbox. Deres flæskestegssandwich er legendarisk blandt hovedparten af festivalgængerne, og når de også serverer dem på restauranten i Odense, så er der rift om dem.
Burgerstederne møder også talstærkt op. Lige fra hippe Burger Anarchy over Bull Burger til en anmelderrost Nørrebro-burger fra Snack & Blues.
Venchi er blevet et af Odenses helt hotte steder med deres fokus på vegansk mad, og de debuterer i år på Tinderbox med blandt andet deres veggie-burger.
Læs vores artikel om madboderne på Tinderbox her
Groovebox
Et helt nyt område ser dagens lys i år. Der bliver lidt Vi Elsker 90’erne stemning over det.
Det er en spritny oplevelse på vejen mellem Rød Scene og Magicbox. Navnet er Groovebox, der er et telt som danner rammen for et nyt barmiljø og et festligt dansegulv med plads til genkendelige toner fra 90’erne.
For at sikre at der kommer fart på festen har DJ SASH! (torsdag), Barcode Brothers (fredag) og 666 (lørdag) fået hver sin dag på festivalen. De skal sørge for at bringe Groovebox til kogepunktet og levere de største hits fra en tid fyldt med opløftende melodier og omkvæd, der er til at synge med på.
De tre navne man kan opleve på Groovebox har i de seneste par år mærket en voksende efterspørgsel for at komme ud og præsentere gamle kendinge som “Ecuador”, “Alarma” og “Flute” sammen med andre kendte hits fra 1990’erne.
Så med plads til 2.000 dansende Tinderbox-gæster under flakkende LED-skærme og et sprudlende lysshow på et ophøjet podie med dansegulv, vil Groovebox uden tvivl vække opsigt for årets gæster på festivalen.
Moonshine
Under trækronerne bag Rød Scene skabes nu et idyllisk pusterum med kulinariske eventyr, øl og farverige cocktails
Tinderbox-gæsterne har efterspurgt et sted at sidde med overdækning og rum til en festlig og hyggelig stemning. Sådan et sted er det nye tiltag Moonshine, der fra sin placering inde i skoven bag Rød Scene byder på måneskin spejlet i discokugler og farverige drinks.
Når du træder ned ad den nye sti vil du øjeblikkeligt blive ramt af en særlig stemning af dj’s som spiller disco og funk direkte fra vinyl, mens rustikke hytter åbner op for barer, der serverer hjemmeblandet Hard Lemonade, Hard Ice Tea og Aperol Spritz sammen med festivalens sædvanlige sortiment af øl, sodavand og cider.
Moonshine bliver som en hyggelig hule dækket af Tusindårskovens trækroner, der samtidig udsmykkes med et væld af glinsende spejlkugler og lyskæder over mørkerøde borde og bænke til enhver, der trænger til en kort pause eller en mulighed for at sidde lidt med vennerne og nyde en bid mad fra de fabelagtige street food-gengangere Snack & Blues og Hooked.
Tinderbox Comedy
For første gang byder festivalen på Tinderbox Comedy og byder velkommen til kendte navne som Lasse Rimmer, Jonatan Spang og Adam & Noah.
Det sker på den store teltscene hver dag mellem 15-17. Her kan man opleve komikere som Geo, Simon Talbot, Torben Chris, Ane Høgsberg, Thomas Hartmann, Lasse Rimmer, Jonatan Spang og duoen Adam & Noah, og undervejs vil konferencieren Thomas Skov stå klar til at binde det hele sammen.
Musikken
Torsdag – Morten fyrer op under Tinderbox
På hovedscenerne er det torsdag Biffy Clyro, der har fået lov til at åbne ballet på en dag, hvor man desuden kan opleve navne som Bastille, Prophets of Rage, Iggy Pop og Depeche Mode, inden Morten går på scenen for at levere den vildeste nattefest.
Fredag – fællessang med Dizzy Mizz Lizzy
Der bliver helt sikkert også fest, når Scarlet Pleasure åbner festen på hovedscenerne om fredagen, inden blandt andre French Montana, Wiz Khalifa, Alanis Morissette og Kygo tager over. Der rundes af med fællessang leveret af Dizzy Mizz Lizzy, som i 2016 viste, at de ikke har nogen problemer med at samle Tinderbox-folket foran en af de store scener.
Lørdag – Tiësto slutter af med et brag
På festivalens sidste dag sættes det hele i gang af Mads Langer, der får følgeskab af navne som C.V. Jørgensen, Editors, Nik & Jay og Jack White. De skal nok formå at holde gryden i kog, inden den helt store forløsning leveres af Tiësto, der er sidste navn på scenen på Tinderbox 2018.
Magicbox
Sideløbende med musikken på de to hovedscener og teltscenen, hvor man udover Tinderbox Band Battle-vinderne også kan opleve navne som Yungblud, Off Bloom, The Breeders og Jamie Lawson, er der som altid fuldt program på Magicbox. Området vil endnu engang blive redesignet og sceneudsmykningen ændres, så alt er perfekt, når Kungs, Vini Vici og Steve Aoki med flere skal sikre festen på Magicbox om torsdagen.
Fredag har et særlig stærkt dansk program, når WhoMadeWho (DJ Team), Kato og Pegboard Nerds er på programmet sammen med internationale navne som Will Sparks og Laidback Luke, og så bliver der rundet stærkt af lørdag med Alan Walker, Snavs og R3hab.
Du kan finde hele den endelige spilleplan på Tinderbox.dk samt i den officielle Tinderbox 2018 app, hvor man kan begynde at sætte stjerner for at planlægge, hvilke koncerter man skal se for enhver pris.