Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Igen-igen: Nyt OUH bliver endnu mere forsinket

Af Christina Frederiksen
Foto: Region Syddanmark
Foto: Region Syddanmark

Det er et byggeri, der har lidt en del af forsinkelser.

Og nu er der flere af dem på vej.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelse:

“Det går fremad med byggeriet af det nye OUH, men det seneste år har fremdriften været mindre end forventet, og nu står det klart, at det ikke længere er muligt at indhente det tabte inden for den tidsramme, som blev aftalt mellem Region Syddanmark og totalentreprenøren i december 2022.

Det fremgår af byggeriets kvartalsrapport for efteråret 2023, som vil blive drøftet på et udvalgsmøde i regionens udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling den 29. februar.

I de seneste to kvartalsrapporter har markøren for tidsplanen været gul, hvilket betyder, at der er risiko for en forsinkelse. Men i den kommende rapport er markøren skiftet til rød, som indikerer, at tidsplanen ikke længere kan overholdes, og at en forsinkelse dermed er en realitet.”

Færre håndværkere end planlagt

Årsagen til den nye forsinkelse skal ifølge regionen findes i en for lav bemanding på håndværker-siden.

“Entreprenøren Odense Hospital Project Team (OHPT) har gennem længere tid haft en lavere bemanding på byggepladsen end planlagt, og det har over tid genereret en forsinkelse, som nu ikke længere er mulig at indhente,” lyder det.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for regionens udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, ærgrer sig over, at det ikke lykkes at nå i mål til den aftalte deadline:

 “Det er meget frustrerende, at vi igen bliver forsinket, og det ærgrer mig grænseløst.

Vi har længe vidst, at byggeriet var kommet bagud, men håbede til det sidste, at det var muligt at indhente det tabte. Det har desværre vist sig ikke at være muligt.

Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kommer godt i mål, og hvordan vi får lagt en klar, realistisk og holdbar plan for det videre arbejde. Det her skal være den sidste tidsplan, vi laver med OHPT.”

Udvalgsformanden understreger, at situationen ikke ændrer på, at regionen får et topmoderne hospital.

Op til 18 måneders forsinkelse

Gennem hele 2023 har der været afvigelser i antallet af håndværkere på byggepladsen i forhold til det aftalte. I januar 2023 påtalte regionen som bygherre første gang, at den reducerede bemanding var et problem.

I maj fik OHPT et dagbodsvarsel, og i december trådte dagboden i kraft, da de aftalte mellemterminer ikke var nået.

Ifølge den seneste tidsplan skulle patienterne være rykket ind på hospitalet i slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026. Den tidsplan holder ikke længere, og forhandlinger mellem parterne vil i løbet af de næste måneder afklare, hvornår patienterne nu kan flytte ind.

Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange måneder tidsplanen bliver påvirket. En række analyser skal først afklare, hvordan man kan minimere konsekvenserne.

Projektet Nyt OUH arbejder systematisk med risikovurdering på en lang række parametre, heraf også på tid. I kvartalsrapporten er angivet, at en forsinkelse kan være på op til 18 måneder, men det er for tidligt at sige noget præcist.

Tidligere har kvartalsrapporten angivet 9 måneder, og den nye beregning giver således et risikospænd på 9-18 måneder. Men det er baseret på tekniske beregninger og ikke de dialoger og forhandlinger, der i den kommende tid skal finde sted.

Længden på forsinkelsen vil afhænge af analyserne og udkommet af de mange møder, som Projektorganisationen for Nyt OUH og OHPT vil holde de kommende måneder.

Ikke nok med tidsplan

Projektdirektør Kenneth Holm understreger, at det i den nuværende situation ikke er tilstrækkeligt at lave en tidsplan. Det er også nødvendigt at få klarhed over, hvordan aktiviteterne fremover bliver styret og organiseret:

“Vi vil være helt sikre på, at der skabes et troværdigt og realistisk billede af den resterende byggeperiode, så vi ikke bliver overraskede senere i forløbet.

Det er vi nødt til at tage den nødvendige tid til at skabe.

Vi fortsætter derfor vores tætte dialog med OHPT.”

Del artikel

Andre læser også