Ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt: Foredrag om Den Sorte Svane aflyses

Da programmet “Den Sorte Svane” rullede over skærmen på TV2 i foråret 2024, blev nærmest hele landet på en gang opslugt af de mange vilde karakterer og historier fra en verden, de færreste af os kender til.
Siden da har den ene historie om dokumentaren fulgt den anden, og en stort anlagt foredragsturné var planlagt til at begynde mandag aften i København, hvorefter foredraget skulle have været forbi Aalborg, Aarhus og her i Odense i Magasinet.
Folkene bag foredraget er de tre journalister fra TV2’s gravergruppe Peter Vesterlund, Thomas Østerlin Koch og Steen Schat-Holm samt Mads Brügger.
Nu skriver førstnævnte på sin Facebookprofil, at turnéen er aflyst, før første show overhovedet kom i gang.
Seriens hovedperson ville med
Planerne med foredragsturnéen var store, og det er tydeligt, at Peter Vesterlund er ærgerlig over, at de har været nødsaget til at aflyse.
“Vi ville tage vores seere med ind i maskinrummet bag serien og diskutere nogle af de mange vanskelige etiske dilemmaer, vi har befundet os i gennem de mere end to år, vi har arbejdet med serien. Vi ville svare på spørgsmål, og så ville vi gå i dialog med dem, der for os er de vigtigste i verden: vores seere,” skriver han i et opslag på Facebook.
Han forklarer videre, at det er dokumentarseriens hovedperson selv, Amira Smajic, der nu står i vejen for at turnéen kan blive til noget.
Hun skriver i en mail til de fire journalister, at hun og “en stribe venner” havde planer om at være blandt publikum, da hun har en række spørgsmål, hun gerne vil have svar på.
“Vi ville gerne svare på hendes spørgsmål, og vi havde alle et oprigtigt ønske om at tilbagevise nogle af de mange løgne, der gemte sig i spørgsmålenes præmisser.
Derfor takkede vi ja til forespørgslen og inviterede Amira Smajic på scenen til en gensidig spørgsmål-svar-session,” skriver Peter Vesterlund.
Uholdbar sikkerhedssituation
Men med Amira Smajic blandt publikum ville sikkerhedsvurderingen være en helt anden, fortsætter Peter Vesterlund i opslaget.
“Vi har i kølvandet på Amira Smajics mails fået en ny vurdering fra vores sikkerhedsrådgivere. Den fastslår, at der forbundet med de åbne arrangementer er en potentiel risiko. En risiko, der ikke bare handler om os, men som også omfatter vores publikum. Den potentielle risiko kan vi ikke leve med,” skriver han.
Derfor udskydes alle planlagte foredrag om den populære dokumentarserie.
De fire journalister håber netop fortsat, at billedet på et tidspunkt forandrer sig så meget, at fordraget kan afholdes. Men sådan ser det ikke ud nu.
Peter Vesterlund skriver desuden i opslaget, at alle billetter vil blive refunderet.