Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Alt det bedste i byen: Her er Inge Fjords guide til Odense

Af Christina Frederiksen
Foto: Anja Panduro, VisitOdense
Foto: Anja Panduro, VisitOdense

I eventyrenes by venter magiske juleoplevelser på dig og dem, du har kær.

På H. C. Andersens tid handlede julen om glæden ved at mødes, nyde roen og dyrke fællesskabet.

Odense omfavner denne ånd og skaber en særlig juletid med hyggelige traditioner, nærvær og klassiske juleoplevelser for hele familien.

Forstander på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense Inge Fjord elsker Odense – både ved juletid og resten af året.

Og som én, der har boet både i Australien og Mexico, har Inge Fjord da også en international målestok at sammenligne med.

Hendes favoritsteder i byen er kendetegnet ved alt det, som Odense især kan ved juletid:

Ro, nærvær og fællesskab.

Her får du hendes tips til alt det bedste i byen.

Inge Fjord for Visit Odense © Rico Feldfoss

Hvem er Inge Fjord?

  • 57 år
  • Født og opvokset i Odense
  • Har boet i Australien og Mexico i 4 år
  • Bor i Odense M
  • Gift og mor til tre voksne børn
  • Mormor til to børnebørn

Odense – en by i udvikling med stort potentiale

Sådan er Odense ifølge Inge Fjord, som er forstander på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense. Men hvor er hendes personlige favoritsteder i byen? Få inspiration her.

Odense Teater

Jeg holder meget af at komme på Odense Teater, og vi arbejder hele tiden hårdt på, at teatret kan forbindes med balletskolen, hvor jeg kommer fra.

Teatret er et historisk hus i vores by og faktisk Danmarks næstældste teater med rødder helt tilbage til 1796. Det rummer nogle fantastiske fortællinger, og de har et altfavnende repertoire af både danske og udenlandske klassikere, moderne danske og udenlandske dramaer, musikforestillinger og netop dans.

Foto: Odense Teater

H.C. Andersens Hus

Det nye museum H.C. Andersens Hus giver en fantastisk æstetisk oplevelse af eventyrene og H.C. Andersens liv og værker.

Det henvender sig til mange forskellige aldre, og der er så mange dimensioner i oplevelsen, hvor man bliver stimuleret på mange forskellige niveauer.

Det er ikke et støvet museum, men en højteknologisk verden med masser af respekt for den fine kulturarv. Museet har en fornem evne til at formidle de gamle eventyr i en nutidig kontekst.

H.C. Andersens Hus. Foto: Benjamin Dalby

Bar Unika

Bar Unika har serveringer med de fineste råvarer, og de har sans for at anrette mad, der er lækkert, farverigt og vitaminrigt.

Og så smager det bare sindssygt godt.

Det er både morgenmad og frokost og det sunde alternativ til æg og bacon.

Det farverige betyder noget for oplevelsen for sådan en som mig, som ikke kun spiser med ganen, men også med øjne, ører og næse.

Det er fedt, når du kan se, at folk har gjort sig umage med det, de serverer, og at der er et æstetisk lag over det.

Bar Unika. Foto: VisitOdense

D&D Art of Hair

D&D Art of Hair er en eksklusiv perle, som på en henslængt og lækker måde giver kunderne en personlig vejledning og rådgivning inden for hår og makeup.

Det er en frisørsalon med to hårgudinder, som har sans for æstetik og for at kræse om kunderne. De kan lige trylle dig frisk og lækker på meget kort tid. Efter en travl hverdag er det skønt at flyve væk med deres hovedmassage i et fredfyldt univers. Og så må jeg også anbefale deres sanserum, som er noget helt særligt.

Brandts Klædefabrik

Brandts Klædefabrik er en lille by i byen, og når man går ind ad porten til passagen, fornemmer man en helt særlig atmosfære. Jeg synes, at området pirrer til alle sanser, for der er smukke bygninger, spændende mennesker, charmerende byliv og unikke specialbutikker.

Jeg går tit rundt i Brandts Klædefabrik og bare iagttager alt den smukke streetart, som man kun opdager, hvis man kigger op.

Foto: Daniel Jensen

Odense ZOO

Odense ZOO har fået skabt en have, som er lækker at være i.

Jeg elsker at komme på steder, hvor der er en fortælling, og de er gode til de gribende fortællinger.

Nu er jeg blevet mormor og kan tage børnebørnene med i de smukke omgivelser, hvor der også er respekt for dyrene, og børnene kan få fortællinger om, hvordan vi alle sammen kan være med til at passe bedre på dyrene og skabe gode forhold for dem.

Det er et absolut skønt sted med højt til himlen.

Tryde Andrés

Tryde Andrés har en lækker personlig betjening, når det kommer til styling inden for både modetøj og lingeri.

De er bare dygtige til det, og det er nærmest blevet en institution i Odense, for de har solgt lingeri til kvinder siden 1934.

Jeg synes også, det er vigtigt at handle lokalt og støtte lokalt.

Og så er jeg meget til det personlige. Jeg kan godt lide at komme ind et sted, hvor man kender hinanden.

Mageløs

Hvis du er på jagt efter lækkert tøj til kvinder og interiør, så vil jeg klart anbefale Mageløs.

De har lækkert tøj på en anderledes måde, og det er ikke kun stangvarer. Der må godt være lidt farver og glimmer på, når jeg skal shoppe, og det finder jeg her.

Det er de små nicheagtige forretninger som netop Mageløs, der gør byen endnu mere spændende.

Tilmeld dig VisitOdenses nyhedsbrev

Hvis du vil have flere tips til at opleve Odense, så er der hjælp at hente hos VisitOdense.

Hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet, får du ugens oplevelser direkte i din indbakke hver mandag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet lige her. 

Del artikel

Andre læser også