Ingen plastik her: Odenses første emballagefri butik åbner i Nørregade
Går du i et supermarked og skal have produkter som ris, pasta, krydderier og andre produkter til madlavningen, så er det oftest pakket ind i emballage med plastik.
Men det kommer man ikke til at finde, når Odenses første emballagefri butik Silo Marked åbner i starten af det nye år.
Nu kan du nemlig glæde dig til åbningen af Odenses første emballagefri dagligvarebutik.
Snart åbner Silo Marked, hvor du kan se frem til, at få en helt ny købsoplevelse.
Køb lokale og økologiske fødevarer i løsvægt
Butikkens koncept bliver en alternativ løsning til dig, som er træt af unødvendig engangsemballage og som savner en mere miljøvenlig måde at handle dagligvarer på.
Hos Silo Marked vil du få mulighed for at købe lokale og økologiske fødevarer i løsvægt og uden emballage.
Butikken kommer også til at sælge et bredt sortiment af bæredygtige non-food varer såsom hygiejneprodukter, køkkenprodukter og rengøringsudstyr.
Cristiana Cardoso er oprindeligt fra Portugal, men har fundet vej til eventyrbyen Odense, hvor alt kan lade sig gøre.
Cristiana går meget op i bæredygtighed, og har en uddannelse fra SDU i miljøledelse, hvor hun efterfølgende har arbejdet som miljøkonsulent i en affaldsvirksomhed.
Små valg i livet kan have stor indflydelse
Inden længe går Cristianas drøm i opfyldelse, hvor hun åbner dørene op for hendes nye bæredygtige univers i Nørregade 30 i Odense C.
“Jeg tror på, at de små valg vi træffer i vores liv kan have stor indflydelse på os selv, vores samfund og vores verden generelt, hvorfor jeg har valgt at åbne en emballagefri butik i Nørregade i Odense.”
Er der virkelig så mange miljøbevidste folk i Odense, at der er behov for denne type butik?
“Ja, det er jeg helt sikker på, at der er.
Jeg tror på, at alle i større eller mindre grad bliver mere og mere miljøbevidste for hver dag, der går.
Det er jo de små ting, der tæller – at sortere dit skrald, at købe økologisk og lokalt, og så selvfølgelig at prøve at begrænse forbruget af emballage. Så jeg tror virkelig på, at folk i Odense er klar til min butik.”
Har startet crowdfunding
Ifølge erhvervsmægler Andreas M. Jensen fra Nordicals, der har hjulpet Cristiana med at finde det rette lokale, har han også lejet ud til flere brands, der går op i f.eks. økologi og bæredygtighed.
“Hvis vi kigger tilbage på, hvem vi har lejet ud til, som er af bæredygtig karakter, kan jeg nævne Burger Shack, der sigter efter at bidrage til en mere miljøbevidst fremtid, hvor deres 3 kerneværdier er bæredygtighed, økologi og dyrevelfærd.
Herudover har vi legetøjsbutikken Earth Child, som vi har lejet Kongensgade 13 ud til. De sælger bæredygtigt og økologisk legetøj til børn i alle aldre,” forklarer Andreas M. Jensen.
Cristiana Cardoso har dog brug for hjælp udefra for at kunne 100% i mål med at have butikken topklar til februar.
Hun har startet en crowdfunding, hvor man kan donere alt fra 10 kr. og opefter for at hjælpe hende i gang med at købe de her siloer/beholdere som produkterne skal være i.
Du kan se mere til butikkens crowdfunding her
Ifølge en statistik foretaget af Retail Institute Scandinavia er især Generation Z et segment, der går meget op i social ansvarlighed, bæredygtighed, og at varer er produceret under ordentlige vilkår.
Dog viser samme analyse, at den ældre generation, også kaldet Generation Y, ligeledes er villig til at betale mere, hvis varerne er produceret etisk korrekt.
Er du blevet nysgerrig på den nye bæredygtige butik i Nørregade, kan du læse meget mere om SILO Marked på deres Facebookside.