International ArtWeek nærmer sig: Prøv ægte croquis med nøgenmodel
Har du nogensinde tegnet croquis efter rigtige nøgenmodeller? Hvis ikke, så har du chancen nu, hvor du under International ArtWeek blandt andet kan prøve kræfter med denne særlige og helt specielle kunstart.
Arrangementet foregår på DOK5000 i Havnegade søndag 29. juli kl. 14, og kunstneren Jeff Ibbo, der selv er en erfaren croquis-tegner, giver gode råd og vejleder de tegnelystne odenseanere undervejs. Du skal dog selv medbringe blyanter og andre materialer, mens folkene bag begivenheden stiller en kvindelig og en mandlig nøgenmodel til rådighed.
Læs mere om croquis-arrangementet her
Stenhugger-workshop
Croquis-arrangementet er en del af International ArtWeek 2018, som løber af stablen fra lørdag 28. juli til 4. august i DOK5000.
I løbet af kunst-ugen har du – udover croquis-tegning – også mulighed for at prøve kræfter som stenhugger i en tredages stenhugger-workshop med kunstner Rune Frederiksen.
Her er ambitionen blandt andet at tilføre en ekstra dimension i dialogen mellem kunst, kunstner og publikum samt mindske afstanden mellem de udstillende kunstnere og det betragtende publikum ved at præsentere færdige kunstværker såvel som processen bag skabelsen af skulpturer.
Foredrag og sejltur på åen
Er du mere til de lette materialer, så kan du også slå dig løs i diverse workshops med eksempelvis silketryk og marmoreringsmaleteknik. Derudover byder International ArtWeek også på flere foredrag – blandt andet med kunstanmelder og forfatter Tom Jørgensen med “Hvorfor slår nogle kunstnere igennem og andre ikke?”, mens den tidligere tv-vært Peter Kær fortæller om “Livet set gennem kunsten. Kunst der kan mærkes”.
Og har du lyst til kunst under mere løsslupne forhold, så har du fredag 3. august mulighed for at tage på en sejltur på åen med Odense Aarfart under temaet “Kunst, øl og musik”.
Der er også flere arrangementer for børn – blandt andet dukketeater og kreativt værksted.
Du kan købe billet til de mange arrangementer under International Art Week 2018 her
ArtWeek havde sin spæde start tilbage i 2011 under navnet International Art Festival og fortsatte under det navn frem til 2014. Fra 2015 har festivalen haft navnet ArtWeek. I år deltager og viser mere end 40 forskellige kunstnere fra ind- og udland deres kunst frem, og du kan opleve kunst fra lande som Sverige, Norge, Luxembourg, Holland, Syrien, Iran, Marokko og Litauen.