MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Odense-par med store ambitioner: Åbner fransk restaurant og overtager kendt ishus

Af Christina Frederiksen

For Morten Bang har det i mange år ikke kun været et job men også en livsstil at investere penge i ejendomme.

Men nu har han og hustruen, Louise Bang Thomsen, også kastet sig over restaurationsbranchen.

Således åbner de i starten af september den nye restaurant, Bordeaux, der kommer til at ligge i Gastrotekets tidligere lokaler.

Men der er mere nyt fra ægteparret. Morten Bang og hans hustru har netop købt det kendte ishus, Søpavillonen, på Stige Ø.

“Vi overtog det i fredags, og når vi lukker ned for sæsonen i år, går vi i gang med at give det en stor overhaling,” fortæller Louise Bang Thomsen.

Parret driver allerede Ishuset Bolbro, og det nyerhvervede ishus får navnet, “Ishuset Stige Ø”.

Men det er altså ikke kun navnet, der får en opgradering. Det gør sortimentet også.

Surdejstoast og picnickurve

“Det bliver noget med noget specialis og rigtig kaffe. Ikke sådan noget fra en automat men fra en rigtig espressomaskine for eksempel,” siger Morten Bang og hustruen supplerer:

“Vi forhandler Kastberg Is i Bolbro, så måske bliver det også det i Ishuset Stige Ø. Men det kan også være, at det bliver noget andet. Og så vil jeg gerne væk fra den traditionelle grillmad, man plejer at kunne få.

Det kan måske i stedet være en toast lavet med surdejsbrød, det kan være belgiske vafler, en vegansk hotdog eller hvad jeg ellers kan finde på af seje ting.

Og så har vi snakket om at få en picnickurv, som folk kan tage med rundt på Stige Ø.”

Uden for ishuset, hvor der stadig står Søpavillonen på skiltet, står en container. Den har Louise Bang Thomsen også planer med.

Hvis kommunen giver lov, indskyder Morten Bang.

“Jeg kunne godt tænke mig at åbne containeren ud til den ene side, så den bliver et sted man kan sidde og nyde udsigten over Stige Ø, og hvor der også bliver sat varmelamper op,” siger Louise Bang Thomsen.

Det er meningen, at de mange forandringer først er klar for kunderne, når sæsonen åbner næste år. Det sker i påsken.

Fransk brasserie i Nørregade

Alligevel håber Louise Bang Thomsen, at de, når denne sæson slutter omkring efterårsferien, vil kunne nå at blive næsten færdige med ishusets makeover inden jul.

Så kan det nemlig være, at de beslutter sig for at holde juleåbent.

Ved siden af ishusene skal parret dog også lige have den nye restaurant, Bordeaux, op at køre.

Den rykker ind i Gastrotekets tidligere lokaler. Og på menukortet vil være alt det, man kan få på et brasserie i Frankrig.

“Der skal være den der særlige franske stemning. Det skal ikke være fine dining, men det skal være god mad og en god betjening,” siger Morten Bang og tilføjer:

“Det savner jeg lidt i Odense. At man kan få den kombination af god mad og god betjening – uden at det bliver fine dining.”

Bordeaux åbner efter planen i starten af september.

Seneste nyt