Netop meldt ud: Jada og Hjalmer indtager fynsk festival

To danske stjerner fra en generation, der tør være helt sig selv, indtager scenen på den sydfynske festival Olympen Live i 2024.
Popfænomenet Jada og fynske Hjalmer er i dag føjet til plakaten for festivalen næste år.
Ambitionerne er nemlig store på Sydfyn, hvor man i øjeblikket har travlt med at bygge musikprogrammet for endagsfestivalen Olympen Live, der havde sin debut i 2022 på koncertpladsen ved Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Næste års festival løber af stablen den 24. august samme sted, og i dag løfter arrangøren, Live Culture, altså sløret for de to nye, prominente danske navne til plakaten.
Jada har med sine store popballader og soulede R&B på kort tid etableret sig om en af de største popstjerner på den danske musikscene.
“Med sit personlige og ærlige univers, der skubber til grænser, genrer og tendenser, har hun formået at tryllebinde både danske og udenlandske anmeldere, medier og ikke mindst fans.
Jada er modig og stemmen for en hel generation, der taler om emner som sexisme, kropspositivisme og lige rettigheder for kvinder og kønsminoriteter.
Hun er et forbillede, hun er inspirerende – og så rammer hendes musik lige i hjertet på rigtige mange mennesker. Hendes musik er ærlig, nuanceret og opløftende,” skriver Live Culture i en pressemeddelelse, hvor de også roser Hjalmar:
“Hjalmer er et ustoppeligt talent, der bliver ved med at overraske og give, både musikalsk, men i høj grad også af sig selv.
Han åbner op, viser sårbarhed, ydmyghed og tager mennesker ind. Hans musik er hjertevarm og ærlig, og med et flot bagkatalog og utallige hits som ”Hey du”, ”Verden I Farver” og ”Hvis Du Går” bliver det absolut ikke en kedelig start på Olympen Live ’24.”
Det bliver nemlig Hjalmer, der kommer til at åbne Olympen Live i 2024.
I de forgangne uger har arrangøren Live Culture præsenteret HUGORM og Queen Machine på festivalplakaten, og der mangler derfor nu kun to navne, før musikprogrammet til Olympen Live 2024 er fuldendt.