Har rejst verden rundt: Jernbanemuseum i Odense præsenterer unikt projekt
I flere år rejste René Strandbygaard verden rundt for at fotografere de sidste damplokomotiver i regulær drift.
Og nu kommer René Strandbygaard forbi Danmarks Jernbanemuseum, hvor han vil fortælle om sine rejser verden rundt.
Det sker 7. september klokken 19.30.
Rejserne blev en jagt efter tidslommer og miljøer, der var få år, måneder eller blot uger fra at forsvinde samtidig med, at han flere gange havde politiet eller militæret i hælene
I samtale med museets direktør, Steen Ousager, vil Strandbygaard fortælle om sin motivation og ukuelige vilje til at rejse til verdens afkroge i sin jagt.
Der kom nogle imponerende flotte og spektakulære billeder ud af rejserne, og et lille udpluk af dem er udstillet på Danmarks Jernbanemuseum.
Rejserne fandt hovedsageligt sted i 1990’erne, i en tid før internet og mobiltelefoner, så han vidste aldrig med sikkerhed, hvad der ventede ham.
Praktiske oplysninger
- Samtalen er den 7. september kl. 19.30
- Samtalen foregår i udstillingen
- Der kan købes varme og kolde drikke i museets jernbanebar
- Billetter: Klubmedlem 50 kr. og alm. billet 75 kr.
Når han hørte om en eksisterende bane, pakkede han sit kamera og drog afsted.
Hans rejser bragte ham vidt omkring:
Indien, Pakistan, Kina, Eritrea, Indonesien, ja et utal af steder. Han oplevede ting, der var ud over det sædvanlige, og flere gange havde han som sagt politiet eller militæret i hælene.
”Jeg var ved at lave et superfedt billede af en damper på en smalsporet minebane oppe i det nordlige Manchuriet, og lige pludselig kom der en lastbil fra militæret med tolv mand.
De virkede temmelig opsatte på, at det jeg havde gang i, var en ret dårlig ide,” fortæller René Strandbygaard.
For hvorfor var det lige, at en vesterlænding skød billeder af kritisk infrastruktur? Med sit kamera indfangede han tiden og ånden og bragte det med hjem
Udstillingen ”Jagten på den sidste damp”
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem René Strandbygaard og Danmarks Jernbanemuseum. For første gang nogensinde vises et lille udpluk af fotografierne for offentligheden.
I René Strandbygaards fotoarkiv ligger mange tusinde billeder fortsat gemt.
Fotografierne i udstillingen er nogle af de mest spektakulære og stemningsfulde billeder i samlingen. Bag hver eneste billedserie gemmer sig fantastiske fortællinger om lokalsamfund, jernbanemiljøer og styreformer, der i dag er historie.