Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Jorden rundt med danske drinks: The Embassy er en helt unik cocktailbar

Af Kasper Junge Wester

Måske er du gået forbi den flere gange, uden at vide at den lå der, for The Embassy ligger lidt skjult og skilter ikke meget med sin tilstedeværelse.

Men det er en smagsoplevelse af de større, der gemmer sig i de sorte containere, hvor der serveres cocktails i international topklasse.

Historien bag The Embassy er mindst lige så interessant som smagen. Derfor satte vi os ned med Alex Munch, der er medstifter af Stauning Whisky, og som sammen med Troels Præst Andersen og Lars Toke Graugaard fra Njord Gin står bag container-cocktailbaren.

Ambassadører for Danmark

”Konceptet opstod for trekvart år siden. Jeg havde et møde med udenrigsministeren – på daværende tidspunkt Kristian Jensen – hvor jeg fortalte ham, at jeg syntes, at man gjorde det for dårligt i Danmark i forhold til at promovere lækre, danske ting,” fortæller Alex Munch.

”Det var altid de store mastodonter, der blev promoveret, når de var ude at rejse.”

Udenrigsministeriet opfordrede Alex Munch til at finde på et koncept, der kunne bruges til at promovere de mindre spillere.

Alex Munch tog kontakt til Troels Præst Andersen for at høre, om de ikke skulle starte en cocktailbar. Resultatet blev den mobile The Embassy, hvor alt kan pakkes ned i fire containere.

Ambassadører for dansk erhverv

Konceptet handler ikke kun om cocktails, men om danske produkter i bredere forstand. Baren er derfor spækket med danske designprodukter, der får stedet til at emme af kvalitet.

”Vi tror, der sidder en masse mennesker derude, som godt kan lide lækre cocktails og god stil, og vi vil lige løfte niveauet lidt,” siger Alex Munch.

Han fortæller, at man på et tidspunkt også gerne vil have fynsk spiritus med på barkortet. Blandt andet produceres der på Fyn akvavit, som han godt kan forestille sig at bruge i sine cocktails.

Jorden rundt med danske cocktails

Det er meningen, at containerne skal sendes rundt over hele verden. Indtil videre bliver projektet dog prøvekørt på dansk jord, mens man finder ud af, om det økonomisk kan bære.

At de mange cocktails er af international klasse er dog hævet over enhver tvivl.

Undervejs i samtalen får vi selskab af Andreas Maretti, der er bartender i The Embassy. Han serverer en cocktail ved navn Strange Fruit, der hurtigt leder tankerne mod sydligere himmelstrøg og står i skærende kontrast til den overskyede himmel, der hænger over Tusindårsskoven i dag.

”Den er lidt speciel, for normalt vil man aldrig basere en cocktail på en rye med så meget frugt, som der er her. Man har brugt Staunings Young Rye, lime, mynte og så lidt aromatisk bitter. Det er ganske simpelt, og det bliver frugtigt og lækkert!”.

Og frugtigt og lækkert er det! Resten af barkortet ser tilsvarende lækkert ud, så slå et smut forbi The Embassy, som har fået sat skilte op, så stedet er lidt lettere at finde. Baren ligger lige efter Smutvejen, mellem Rød og Blå Scene.

Læs mere om The Embassy her

Del artikel

Andre læser også