Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

50 hyggelige boder: Eventyrligt Julemarked vender tilbage

Af Stine Kjølby Christensen
VisitOdense
VisitOdense

Eventyrligt Julemarked ser frem til at byde 60.000 gæster velkommen til weekender fyldt af nostalgi og julestemning, med kunst, kultur og kvalitetsfødevarer, i H.C Andersens kvarter.

Julen kommer førend vi ved, og hos Eventyrligt Julemarked er der allerede travlt i værkstedet.

Salgsstaderne er ved at være fyldt op med alskens dygtige, danske producenter, som kommer med kvalitetsfødevarer, håndværk og design, der passer lige ned i julekurven, hvad end det er til mandelgave, julegave eller lidt godt til sig selv.

Gæster fra både ind- og udland kan se frem til et stort udvalg af boder, men også en bred vifte af foodtrucks, hvor man kan mæske sig i alverdens lækkerier eller slå et smut forbi baren til lokale øl, æbleskiver og gløgg.

Der vil være op til 50 boder, som man kan gå på opdagelse i.

Musik og historie

Markedet byder også på kulturelle og historiske oplevelser, når H.C. Andersen fortæller Eventyr på Fodrejsen, Historiens Hus sælger ud fra reolerne og skuespillere blander sig med gæster og spreder historisk julestemning.

Der vil være musikere, som optræder fra scenen, kor, som synger i de historiske stræder og gymnaster, som viser deres kunnen, mens Møntergården og Vor Frue Kirke åbner deres døre op og en øl sommelierer vil inviterer på ølsmagning.

Lirekassemanden akkompagnerer det hele, når der ikke går et Tamburkorps gennem markedet.

VisitOdense

Noget for alle aldre

Eventyrligt Julemarked, som tidligere hed H.C.Andersen Julemarked, er som altid gratis for alle gæster. Både store og små.

Der vil være aktiviteter og oplevelser, som imødekommer alle aldersgrupper og familier. Tidligere år har 60.000 gæster besøgt markedet over de to weekender, – et besøgstal Eventyrligt Julemarkeds leder, Tine Petersen, håber også at kunne opnå i år:

“Vi håber at folk er sultne efter at mødes om en hyggelig, kulturel juleoplevelse efter en lang Coronanedlukning”, siger Tine Petersen.

“Vi har rigtig mange stadeholdere, som gerne vil i kontakt med deres savnede kunder, ligesom vi har dygtige artister og kulturaktører, der tørster efter et publikum”.

Eventyrligt Julemarked afholdes de to første lørdag-søndage i december og har åbent fra 10.00-18.00 om lørdagen og fra 10.00-17.00 om søndagen.

Del artikel

Andre læser også